To topbrag i ultra tæt 1. division: Hvidovre overrasker

Salgs- og sponsorchef i Hvidovre IF, Peter Lassen, siger, at klubben ikke tænker på oprykning endnu. (Arkivfoto) Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

I den kommende runde af NordicBet Ligaen mødes de fire topklubber indbyrdes. Kun ét point skiller dem ad.

Offentliggjort Sidst opdateret

To vaskeægte topopgør i en ultra tæt 1. division, hvor kun ét point skiller nummer et fra nummer fire. Det er hvad, den kommende runde i NordicBet Ligaen byder på.

Lørdag klokken 15 mødes rækkens nummer et og fire - Lyngby BK og Hvidovre IF - på Hvidovre Stadion.

Mandag klokken 19 står den på endnu et topopgør, når rækkens nummer to og tre mødes. Det er FC Helsingør på andenpladsen, der hjemme tager imod FC Fredericia.

Efter de første 14 runder ligger Hvidovre IF med 28 point, og de tre øvrige klubber har 29 point.

Den største overraskelse blandt de fire er Hvidovre IF. Inden sæsonen gik i gang var klubben ikke regnet blandt favoritterne.

Det er den tidligere fodboldspiller Peter Lassen, der er salgs- og sponsorchef i Hvidovre IF, enig i.

- Det overrasker sgu også os selv, men jeg tror, det er en blanding mellem et godt sammenhold, og så har vi fundet en god mellemting mellem nogle lidt ældre spillere og lidt yngre spillere. Og det fungerer bare godt, siger han.

Men den gode sæsonstart får ikke Hvidovre IF til at tænke på oprykning endnu.

- Vi er ét af to hold, der er deltidsprofessionelle. Lige nu sidder jeg og kigger ud ad vinduet, og alle vores spillere kommer drønende fra arbejdet for at skulle ud og træne.

- Vi går ikke og tænker på oprykning. Vi går og tænker på at komme i top seks, så vi ikke skal spille om nedrykning, som vi plejer at gøre det.

- Og så kan vi jo vinde pokalen også. Så er det vist en godkendt sæson, siger han med et grin.

Selv om holdet lige nu ikke er at finde i toppen af dansk fodbold, har Hvidovre IF tidligere været et storhold.

Tre gange er klubben blevet danmarksmester. Det skete i 1966, 1973 og i 1981. Pokalturneringen har klubben vundet en enkelt gang i 1980.

I en klumme i B.T. kaldte fodboldekspert Morten Brunn Hvidovre IF for en af dansk fodbolds "mastodonter".

Klubben har dog været igennem en lang nedtur. To gange er klubben rykket ned i danmarksserien.

- På den baggrund er det en stor glæde at se, hvor godt Hvidovre IF igen klarer sig.

- Holdet ligger i toppen af 1. division og er i kvartfinalen i pokalturneringen. Med et lille budget og med et hold styret af den 38-årige supertekniker og bevægelsesøkonom Kim Aabech, skrev Morten Brunn i klummen.

Kim Aabech, der i dag er stjerne i Hvidovre IF, spillede i Lyngby BK fra 2004 til 2013.

Og ham er Hvidovre IF meget glade for.

- Han er meget vigtig. Det er han ikke bare på banen, men også udenfor banen. Han er en, der samler. Han samler omklædningsrummet, siger Peter Lassen.