Beslutningen om at stoppe karrieren er gennemtænkt af sejlerbrødrene Simon og Emil Toft Nielsen.
Bomben smed 49'er-duoen i torsdags i et blogindlæg, tirsdag vælger de overfor Skive Folkeblad at uddybe beslutningen om at stoppe på et tidspunkt, hvor de fører kapløbet om den danske OL-billet i bådklassen.
- Vi vil hellere vågne op med et smil på læberne end en medalje om halsen, siger Simon Toft Nielsen til Skive Folkeblad.
- Det med at udødeliggøre os selv er vi ikke interesseret i. Man skal ikke gøre noget for at få andres anerkendelse, men fordi man virkelig har lyst til at dyrke sporten.
- Vi har været i sejlsporten i mange år, og vi har nydt timerne på vandet og turene rundt omkring i verden. Men de seneste år har motivationen ændret sig, da har det mere handlet om, at vi ville indfri vores egne mål, siger han.
For de fleste sejlere er OL det altoverskyggende mål, men det er ikke tilfældet for brødrene Toft Nielsen. De ønskede at bevise, at de kunne være med på højeste niveau. EM-bronze og VM-bronze har været bevis nok for dem.
- Vores mål var at nå toppen, og derfra kan vi ikke finde motivationen længere. Hvis vi skulle fortsætte, handlede det om, hvorvidt vi nød processen eller ej, og det gør vi ikke.
Simon Toft Nielsen er sikker på, at hverken han eller Emil Toft Nielsen vil fortryde, når de til sommer må se OL-sejladserne på tv-skærmen.
- Nej, hvis vi havde været i tvivl, havde vi ikke trukket stikket nu. Så havde vi bare ventet, siger han til Skive Folkeblad.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned