Tottenham styrker skadet defensiv med østrigsk stopper

Kevin Danso (til højre) har været i Lens siden 2021 og optrådt 128 gange for den franske klub. (Arkivfoto). Foto: Franck Fife/Ritzau Scanpix

Tottenham har lejet Kevin Danso i franske Lens og forpligtet sig til at købe spilleren efter sæsonen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tottenham har været hårdt ramt af skader i bageste geled, og det har fået London-klubben til at kigge efter forstærkning.

Valget er faldet på den østrigske midtstopper Kevin Danso, som lejes for resten af sæsonen i franske RC Lens. Aftalen er betinget af, at Danso får arbejdstilladelse i England.

Det skriver Tottenham på fodboldklubbens hjemmeside.

Samtidig forpligter London-klubben sig til at købe østrigeren, når lejeaftalen udløber til sommer.

Danso har spillet 128 kampe i Lens siden 2021. Han kom fra tyske Augsburg, hvor det undervejs blev til lejeophold i Fortuna Düsseldorf og Southampton.

Derudover står han noteret for 24 kampe for Østrig og var en del af landets EM-trup ved slutrunden i sommeren 2024.

Tottenham har haft en svær sæson og roder aktuelt rundt på en 16.-plads i Premier League.

Holdet har været hårdt ramt af skader særligt i defensiven. Aktuelt er Cristian Romero ude med en lårskade, mens den rumænske stopper Radu Dragusin udgik af torsdagens Europa League-kamp mod Elsborg med en knæskade.

I det opgør fik den hollandske stopper Micky van de Ven, der har været ude i længere tid med en skade, comeback, da han spillede en halvleg.

/ritzau/