VM-sølvvinderen Rasmus Quaade er gjort af en speciel støbning. Han kører nemlig til, han segner om.
Det kan se farligt ud, men U/23-landstræner Morten Bennekou er ikke så bekymret for den unge danske fartkomet.
- Han er jo ikke død endnu. Jeg er ikke så bekymret for ham, siger Bennekou.
Quaade gav sig selv så meget i mandagens enkeltstart for U/23-ryttere, at han kørte med halvlukkede øjne på de sidste 100 meter.
Og da han krydsede målstregen, dånede danskeren i udmattelse om i armene på sin træner.
- Det er rigtigt, at han ser træt ud efter løbet, men det er også langt mere tilfredsstillende end, hvis han havde stået og pjattet med nogle kammerater tre minutter bagefter.
- Jeg foretrækker, at man kan se, at han har lavet noget, siger Morten Bennekou, der erklærer sig tilfreds med VM-sølvet.
- Det er meget tilfredsstillende. Vi har kæmpet for det i et år. Først og fremmest guldet, men vi må acceptere, at Luke Durbridge fra Australien kører stærkere, siger U/23-landstræneren.
Adspurgt om 21-årige Rasmus Quaade ville være i stand til at begå sig i onsdagens VM-enkeltstart for seniorer, er Morten Bennekou ikke i tvivl:
- Rasmus ville kunne køre i top-15.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned