Travlegenden Steen Juul er ramt af en blodprop
Steen Juul, som her ses på et billede fra 2007, begyndte sin travkarriere i 1974. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Nytårsaften fik Steen Juul en blodprop, og han er nu indlagt på hospitalet, meddeler Team Juul.
En af travsportens helt store skikkelser, Steen Juul, er blevet indlagt på hospitalet.
Nytårsaften blev han ramt af en blodprop, oplyser Team Juul lørdag i et opslag på Facebook.
- Starten på 2022 blev desværre ikke, som vi havde håbet. Steen fik i går aftes en blodprop og er i øjeblikket indlagt på Rigshospitalet.
- Trods det hele er sket for under et døgn siden, så er han allerede i klar bedring samt ved godt mod, og vi er fortrøstningsfulde over det videre forløb.
- Vores ansatte klarer arbejdet med hestene, og dagligdagen kører som normalt, skriver Team Juul.
Den 71-årige travkusk og -træner, der indledte sin karriere i 1974, vandt i 2021 det prestigefyldte Dansk Trav Derby for 11. gang - 10 af dem har været som kusk og et enkelt som gæstekusk.
Første derbysejr tog han for 39 år siden.
Det er fra den såkaldte sulky - en lille vogn trukket af hesten - at Steen Juul styrer sine heste med stor overbevisning.
Gennem karrieren har han taget tusindvis af sejre.
I januar 2020 blev Steen Juul indlemmet i travsportens Hall of Fame. Det skete ikke kun på grund af hans bedrifter på travbanen.
- Endelig er der grund til at fremhæve, at Steen Juul med sin optræden udadtil har virket som en fremragende ambassadør for travsporten i offentligheden og som en fin ambassadør for dansk travsport i udlandet, lød en del af begrundelsen.
Steen Juul er ikke sluppet for styrt på travbanen, og både i 2008 og 2014 var han involveret i ulykker, der var særdeles kritiske.
Det har da også sat sine spor på kroppen. I hvert fald sagde han i januar 2020, at kroppen var den største udfordring.
- Der er altid bump på vejen, og for mit eget vedkommende er det helbredet. Når man kommer op i årene, kommer der jo skavanker, sagde han til Sjællandske Nyheder.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned