Søren Larsen var den store helt for AGF, da han med tre mål var hovedpersonen i aarhusianernes 4-2-sejr over FC Midtjylland mandag aften, hvor hjemmeholdet var mest effektivt på den våde bane.
Gæsterne fra Herning kom ellers bedst fra start og var mest i boldbesiddelse i løbet af kampen, men kun få gange fik fuld man valuta for spilovertaget som ved Tim Janssens 1-1-mål kort før pausen.
FC Midtjylland burde dog være kommet foran tidligere, da samme Janssens hælspark blev reddet på selve målstregen af Adam Eckersley. På tv så det ud til, at bolden var i mål, men hverken dommer eller linjedommer markerede for scoring.
Det blev i stedet en anden angriber, der blev kampens hovedperson: Søren Larsen. Han spillede sin første superligakamp fra start siden skiftet til AGF, og han virkede tændt.
Man så ham ofte i glidende tacklinger, tætte dueller og gode offensive aktioner, som da han gjorde det til 1-0 efter en frispilning fra Søren Berg, der havde opsnappet bolden fra FC Midtjyllands Izunna Uzochukwu, der gled i et forsøg på en aflevering.
Og det med at glide var typisk for kampen. Den konstante regn over Aarhus gav svære betingelser for aktørerne igennem hele opgøret. Spillere lå ofte i græsset, bolden sjuttede på det våde underlag og tilskuerne krøb i skjul under stadiontaget.
I anden halvleg stilnede regnen af, men der var flere årsager til, at det blev sjovere at være tilskuer i Aarhus. Der blev således serveret to mål indenfor bare fire minutter, da Atle Roar Håland først scorede selvmål og Søren Larsen kort efter udlignede til 2-2.
Men her stoppede Larsen ikke. Bare fem minutter senere gjorde han det til 3-2 til AGF og satte dermed kronen på værket i en stor kamp, hvor han kunne have scoret mere.
Efter Søren Bergs vidunderlige 4-2-mål, jagtede FC Midtjylland både reducering og udligning i slutfasen, men lige lidt hjalp det. Der var fest i Aarhus.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie