Cykelrytteren Lance Armstrong var dopet med epo og testosteron, da han i 1999 vandt Tour de France.
Det siger den amerikanske cykelrytters tidligere holdkammerat, Tyler Hamilton søndag i tv-programmet "60 Minutes" på den amerikanske tv-station CBS.
Lance Armstrong afviser Hamiltons beskyldninger på sin twitter-side.
Den 40-årige Tyler Hamilton har i årevis benægtet, at han har brugt doping, men skifter nu forklaring. Han kryber til korset, fordi han er indkaldt af en undersøgelseskommission, som undersøger anklagerne mod Armstrong.
De brugte begge doping i 1999, oplyser han.
- Han (Armstrong, red.) indtog alt, hvad vi indtog. Der var epo, testosteron ... en blodtransfusion, siger han i et uddrag fra tv-programmet på CBS.
- Jeg så epo i hans fryser. Jeg så ham indsprøjte det mere end en gang, ligesom alle os andre, ligesom jeg gjorde mange, mange gange, siger Tyler Hamilton.
Lance Armstrong, som har vundet Tour de France syv gange fra 1999 til 2005, afviser ligesom sin sagfører Mark Fabiani sin tidligere holdkammerats beskyldninger.
Armstrong henviser blandt til, at han er den mest testede sportsperson gennem tiderne.
- 20+ års karriere. 500 dopingkontroller overalt i verden i og udenfor konkurrencer. Og aldrig en positiv test. Jeg overlader hermed min sag til retten, skriver Lance Armstrong på sin twitterside.
Tyler Hamilton vandt guldmedalje i tidskørslen i 2004 ved OL i Athen. Han fik lov at beholde sin medalje, selv om han efterfølgende blev testet positiv for bloddoping, fordi laboratoriet fejlagtigt destruerede B-prøven af hans blod.
I 2005 fik Hamilton to års karantæne, da han blev testet positiv for en blodtransfusion. 2002-04 kørte han for Bjarne Riis' CSC Tiscali, hvor han blev nummer fire i Tour de France og vandt cykelløbet Liege-Bastogne-Liege.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned