Tysk politi pågriber eftersøgt russisk hooligan
En russisk fodboldbølle er anholdt i forbindelse med en voldsomt overfald på en englænder under EM i 2016.
En eftersøgt russisk fodboldhooligan blev snuppet af tysk politi, da han ankom til Tyskland fra Moskva.
Det oplyser tysk politi torsdag ifølge AFP.
Den 31-årige russer har været eftersøgt længe af fransk politi, da han og andre russere menes at stå bag et voldsomt overfald på en engelsk fodboldtilhænger ved EM-slutrunden i 2016.
Her kom en 51-årig englænder voldsomt til skade i forbindelse med Englands møde med Rusland i Marseille.
Offeret blev slået i hovedregionen med et jernrør og blev efterladt lam i venstre side af kroppen efter overfaldet.
Fransk politi har længe eftersøgt den anholdte russer samt øvrige russiske hooligans, og den 31-årige blev anholdt, da han landede i lufthavnen Franz Josef Strauss i Erdinger Moos uden for München med et fly fra Moskva.
Ifølge AFP risikerer den anholdte op til 15 års fængsel i Frankrig, som mener, manden kan sigtes for forsøg på drab, samt for at være skyld i alvorlig kropslig skade.
EM-slutrunden i Frankrig var udsat for adskillige episoder med fodboldhooligans og fodboldvold.
De franske myndigheder udsendte en arrestordre på den 31-årige russer i december i fjor efter måneders samarbejde med britisk politi i jagten på at identificere overfaldsmændene.
Den anholdte var på vej til Spanien, da han blev pågrebet.
Besøget i Spanien havde forbindelse til Europa League-kampen mellem Athletic Bilbao og Spartak Moskva, der spilles torsdag aften.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned