Tysk VM-skandale koster forbund 26 millioner kroner
Undersøgelsen af mulig bestikkelse i forbindelse med tildelingen af VM i 2006 løber op i 26 millioner kroner.
Det bliver en bekostelig affære for Det Tyske Fodboldforbund (DFB) at udrede trådene omkring det VM i 2006, som den store fodboldnation er blevet beskyldt for at have bestukket sig til.
Fredag kom det eksterne advokatfirma Freshfields med de foreløbige konklusioner af den undersøgelse, som DFB selv har sat i værk for at undersøge anklagerne.
Rapporten kunne hverken be- eller afkræfte bestikkelse, men den omfattende undersøgelse kommer til at koste DFB et stort millionbeløb.
Den midlertidige DFB-præsident Rainer Koch fortæller til Sky Sports, at undersøgelsen kommer til at stå i omkring 3,5 millioner euro (godt 26 millioner kroner).
- Det bliver omkring det beløb, men jeg kender ikke det eksakte tal, for alle de relevante oplysninger er endnu ikke tilgængelige. Der mangler stadig en stor del af Freshfields' arbejde, siger han.
Mistanken om bestikkelse opstod, da det tyske magasin Spiegel hævdede, at DFB havde brugt 6,7 millioner euro (50 millioner kroner) på at købe sig til stemmer blandt folk i Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) eksekutivkomité.
DFB forklarede, at pengene var brugt på et kulturelt arrangement i forbindelse med VM, men arrangementet har angiveligt aldrig fundet sted.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned