UCI: Froome afgav mistænkelig dopingtest under Vueltaen
Chris Froome er havnet i en kedelig dopingsag. Foto: /ritzau/AP/Francisco Seco
/ritzau/AP/Francisco Seco
Sky-rytteren Chris Froome bedyrer sin uskyld, efter at UCI har afsløret et muligt brud på antidopingreglerne.
Den Internationale Cykelunion (UCI) oplyser, at Chris Froome har afgivet en mistænkelig dopingprøve under Vuelta a España i september.
Froome afgav en urinprøve med for høj koncentration af stoffet salbutamol under Vueltaen 7. september. Han blev underrettet om prøvens indhold 13 dage senere.
Froome forklarer, at det var astmamedicin. Briten har lidt af astma siden barndommen, forklares det på Skys hjemmeside.
- Det er velkendt, at jeg har astma, og jeg ved nøjagtig, hvad reglerne er. Jeg bruger en inhalator for at håndtere mine symptomer.
- Og jeg ved helt sikkert, at jeg vil blive testet hver dag, jeg bærer løbets førertrøje, siger Froome.
- Min astma blev værre under Vueltaen, så jeg fulgte lægens anvisninger om at øge min dosis af salbutamol. Som altid gjorde jeg mig meget umage med ikke at bruge mere end den tilladte dosis.
- Jeg tager min ledende position i cykelsporten meget seriøst. UCI har absolut ret til at undersøge mine testresultater. Og sammen med mit hold vil jeg levere al den information, der kræves, siger Froome.
UCI meddeler, at 32-årige Froome ikke er suspenderet på grund af indtagelsen af for meget salbutamol.
Stoffet i sig selv er ikke ulovligt, men en for høj koncentration er ikke tilladt ifølge antidopingreglerne.
Det er tilladt for ryttere at have en koncentration på 1000 nanogram per milliliter, og Froome blev målt til at have det dobbelte efter 18. etape i Vueltaen.
Froome vandt Vueltaen, men risikerer at miste titlen, hvis ikke han kan komme med en fyldestgørende forklaring. Han er også i fare for at få en karantæne fra cykelsporten.
I 2007 blev italieneren Alessandro Petacchi idømt en karantæne på 12 måneder for at have indtaget for meget salbutamol.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie