Udmattelse fik Mbappé til at lade sig udskifte i EM-kvartfinale
Franske Kylian Mbappé bad om at blive taget ud, efter at han kortvarigt havde taget den maske - som han bærer efter brud i næsen - af. Foto: Franck Fife/Ritzau Scanpix
Kylian Mbappé er træt efter næsebrud, og det var årsagen til, at han fredag blev taget ud, siger landstræner.
Da den franske angriber Kylian Mbappé fredag bad om at blive taget ud i EM-kvartfinalen mod Portugal, skyldtes det udmattelse.
Det fortæller Frankrigs landstræner, Didier Deschamps, ifølge Reuters.
Mbappé blev taget ud i pausen af den forlængede spilletid og var således ikke med i straffesparkskonkurrencen, som endte med en fransk sejr.
Normalt tager anføreren ellers straffespark, når han er på banen.
Superstjernen blev i 2022 VM-topscorer, men ved EM i år er det blot blevet til ét mål på straffespark. Han har dog kun været på banen i fire ud af fem kampe, da han brækkede næsen i første gruppekamp mod Østrig.
Mbappé bad om at blive taget ud, efter at han kortvarigt havde taget den maske - som han bærer efter bruddet - af, fordi han var blevet ramt af en bold på siden af hovedet.
- Ja, han er altid meget ærlig over for mig og over for holdet, når han ikke føler, han har kapaciteten til at accelerere.
- Han er ikke i sin topform, og han følte sig bestemt meget træt, siger Deschamps med henvisning til muskeltræthed og angriberens næsebrud.
- Jeg så ham kæmpe i den første periode af forlænget spilletid. Det var meningsløst (at beholde ham på banen, red.). Kylian har altid været ærlig, så det var kun naturligt at få noget nyt blod med.
Resten af Frankrigs fodboldherrer skuffede ikke, da de scorede på fem ud af fem forsøg i straffesparkskonkurrencen.
I semifinalen tirsdag venter Spanien.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned