Udskældt minister forsvares i racismesag

Kulturminister Uffe Elbæk (R) kom i den grad i vælten mandag med udtalelser om, at racisme og homofobi i sportens verden nogle gange kunne undskyldes i kampens hede.

Det mødte han en del kritik for, men den er uberettiget, mener den tidligere fodboldlandsholdspiller og byrådsmedlem for Venstre i Aarhus, Bjørn Kristensen.

- Vi kan ikke lave et samfund med nultolerance.

- Selvfølgelig gælder loven og fodboldloven inde på banen, men nogle gange må man tage hensyn til, at adrenalinen kører. I min karriere er jeg selv kommet til at sige noget, som jeg ikke lige mente, siger Bjørn Kristensen og uddyber:

- Jeg har sagt ting til modstandere, kaldt dommere for "sorte svin", sagt noget til tilskuere og modstandernes træner.

- Ikke noget omkring andres udseende, men jeg kunne som sådan godt sige "sorte svin" til en dommer, og så kunne han i teorien være sort.

Bjørn Kristensen, der er noteret for 20 landskampe i 1980'erne og 90'erne, mener, at vi mennesker i mange andre sammenhænge viser, at vi ikke har nultolerance over for ting, hvor der burde være nultolerance.

- Det er også forkert at køre for stærkt, fordi du kan komme til at køre nogen ned. Der har vi heller ikke nultolerance. Vi ved godt, at når vi kører for stærkt, at vi ikke skal gøre det, siger han.

Det vil ifølge Bjørn Kristensen ikke være fair, hvis der bliver uddelt lange karantænedomme til en spiller, der i kampens hede er kommet til at sige noget nedladende til en anden, hvilket der efterfølgende er undskyldt for.

Han mener, at mange af de personer, som taler om nultolerance i sportens verden, ikke forstår, hvad det er at være idrætsudøver.

- Jeg er enig i, at man skal afskaffe så meget racisme som muligt, men jeg tror ikke, at folk kan sætte sig ind i at stå foran 70.000 tilskuere på lægterne med adrenalinen pumpende i kroppen, mens du kæmper for at undgå nedrykning.

- Så vil du bare vinde. Og så bliver der nogle gang sagt dumme ting, siger han.

/ritzau/

Nultolerance omkring racisme er urealistisk, mener eks-landsholdsspiller i fodbold Bjørn Kristensen.

Offentliggjort Sidst opdateret