Uefa-dom til danske fodboldkvinder danner skole for fremtiden
Efter afbuddet til VM-kvalifikationskampen mod Sverige lykkedes det DBU og spillerne at nå frem til en delaftale, som reddede kampen mod Kroatien 24. oktober. Danmark vandt opgøret med 4-0. Foto: /ritzau/Poulsen Lars/arkiv
/ritzau/Poulsen Lars/arkiv
Straffen for Danmarks afbud til VM-kvalifikationskampen mod Sverige bliver udmålt i Uefa torsdag.
For dansk fodbold er der meget på spil, når Control, Ethics and Disciplinary Body i Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) samles til møde torsdag formiddag.
En af de cirka 50 sager på disciplinærudvalgets dagsorden er nemlig af stor betydning for dansk kvindefodbold: Her skal udvalget udmåle straffen for, at Danmark blev væk fra VM-kvalifikationskampen mod Sverige i oktober.
- Denne sag vil nok være en af dem på agendaen, der tager længst tid, fordi den vil danne præcedens for tilsvarende sager i fremtiden, siger udvalgets danske medlem, Jim Stjerne Hansen.
Dansk Boldspil-Union (DBU) har på forhånd sendt en redegørelse til udvalgsmedlemmerne om sagsforløbet set med unionens øjne.
Om den langstrakte konflikt mellem Spillerforeningen og DBU. Om hvordan forhandlingerne gik i hårdknude, så DBU til sidst ikke så nogen anden udvej end at melde afbud til kampen i Sverige.
Mens Jim Stjerne Hansen som dansker og dermed inhabil bliver sendt uden for døren, skal hans kolleger i udvalget udmåle, hvordan DBU og det danske kvindelandshold skal straffes.
Det er første gang i nyere tid, at Uefa har oplevet et afbud til en kvalifikationskamp. Dermed er der ikke aktuelle sager at læne sig op ad.
- Udgangspunktet er vel, at hvis man ikke møder op, så bliver man taberdømt. Alt andet er et spørgsmål om, hvad der så skal ske.
- Men problemet i denne sag er, at alle står på bar bund, fordi vi mig bekendt ikke har nogle fortilfælde, siger juristen Jens Evald, der er voldgiftsdommer hos Den Internationale Sportsdomstol (CAS).
Derfor kommer disciplinærudvalget på en vanskelig opgave, når straffen skal udmåles.
Slipper DBU med en bøde og et skrivebordsnederlag, eller skal Danmark smides helt ud af VM? Skal kampen alligevel gennemføres på en senere dato, og vil svenskerne i givet fald acceptere det?
Jens Evald påpeger, at man er nødt til at forholde sig til omstændighederne omkring afbuddet.
- Det er først og fremmest en dybt ulykkelig situation, hvor den konkrete årsag er noget helt andet end fodbold.
- Det er ikke noget, der er gjort, fordi man ikke lige havde lyst til at tage til Sverige på den pågældende dato. Det er en konflikt, der er gået i hårdknude, siger han.
Udvalgets afgørelse vil kunne ankes til Uefas appeludvalg.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned