Uefa fastholder israelske kampe på neutral bane trods våbenhvile
Da FC Midtjylland mødte Maccabi Tel Aviv i oktober, blev Europa League-opgøret spillet i Serbiens hovedstad. Foto: Marko Djurica/Reuters
Israels landshold og israelske klubhold skal stadig spille internationale hjemmekampe i udlandet.
Selv om Israel og Hamas har indgået en våbenhvile, der i første omgang er sat til at vare i 84 dage, kommer israelske fodboldhold næppe til at spille internationale kampe hjemme i Israel lige foreløbig.
Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) oplyser til det norske nyhedsbureau NTB, at forbundet trods våbenhvilen holder fast i, at israelske holds hjemmekampe skal spilles på neutral bane i udlandet.
- Vi gør opmærksom på, at Uefas afgørelse, om at alle israelske hjemmekampe skal spilles på neutral bane, stadig er gyldig.
- Vi har ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt, skriver Uefa til NTB.
I en norsk kontekst er spørgsmålet interessant, fordi nordmændene 25. marts skal spille ude mod Israel i VM-kvalifikationen. Siden krigen brød ud, har Israels landshold spillet sine hjemmekampe i Ungarn.
Norges Fodboldforbund (NFF) har ikke modtaget besked om, at det er på vej til at ændre sig.
- Det er glædeligt, at der endelig er opnået våbenhvile, men det er for tidligt at sige, om det får konsekvenser for vores udekamp mod Israel i marts. Vi har ikke modtaget information om, at kampen skal spilles i Israel, og det er vanskeligt at spå om, hvordan situationen udvikler sig.
- Uanset hvad må spillernes sikkerhed være højeste prioritet. Vi følger situationen nøje, og vi har dialog med Uefa og de norske myndigheder frem mod kampen, siger NFF-generalsekretær Karl Petter Løken til NTB.
I efteråret mødte FC Midtjylland israelske Maccabi Tel Aviv på udebane i Europa League, og opgøret blev spillet i serbiske Beograd.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned