Nykøbing FC havde styr på begivenhederne i lørdagens vigtige udekamp mod Ishøj. Lige indtil dommerens overtid, hvor et forkert dømt frispark gav Ishøj føringen.
Et ellers ufarligt spark fra omkring 25 meter kunne keeper Marco Brylov ikke holde, og så gled bolden ud til hjemmeholdets angriber Matin Alatlassi, der nemt kunne bringe værterne i front. Stik mod spil og chancer.
Et mål, som Marco Brylov måtte tage på sin kappe.
- Der kommer et frispark, som dykker lige foran an mig, og så giver jeg en dum returbold på den. Jeg tror så, at den er gået igennem benene på mig, men det var den så ikke og glider så ud foran mig. Så jeg har sgu lidt svært ved at beskrive, hvad det er der sker. Men desværre er vi ikke hurtige nok til at få sparket bolden væk, sukker Marco Brylov, der kunne se Ishøj score yderligere en gang i første halvlegs overtid, inden de to hold gik til pause.
Pisseærgerligt
- Vi blunder desværre i fem minuter ud af de 90, og det er pisseærgerligt, for det var en kamp, jeg føler, vi havde fuldstændig styr på. Vi kommer også godt ud til anden halvleg og får en tidlig scoring, og følelsen var, at vi nok skulle få noget med hjem. Vi har masser af optræk til chancer og også et par chancer til at få udlignet, men desværre var vi ikke skarpe nok i begge felter i dag, lød det fra Marco Brylov, der dog ikke har mistet modet, selvom det nu ser meget svært ud i bunden af rækken.
- Det var en rigtig lortedag. Det er der ingen tvivl om. Men det er bedre, den kommer nu med 14 kampe tilbage, og jeg tror fortsat på det, fastslog den uheldige keeper efter kampen.
Oskar Gärtig reducerede lige efter pausen, men det var desværre ikke nok til at få point ud af kampen.
- Det handler om at få point, og det gør vi ikke i dag, så mit mål er sådan set ligegyldigt. Vi står jo og sover i de sidste minutter af første halvleg og kommer ind til pausen med en rigtig ærgerlig følelse, efter at vi har haft fuldstændig styr på kampen i de første 30 minutter, lød det fra dagens NFC-målscorer, der kunne se de øvrige hold glide hele ti point væk.
Vi må videre
- Det var det værste, der kunne ske, men vi må videre og tage tre point i næste weekend.
Den nye cheftræner, Mikkel Thygesen, led således sit første nederlag i sit nye job.
- Vi bliver straffet i den periode, hvor vi ikke har momentum. Fodbold handler om at score i sine gode perioder, og det formår vi ikke, og så bliver man ofte straffet, og det blev vi i dag. Ishøj bringer en masse kvalitet, og hvis man giver dem en meter, så udnytter de de muligheder, de får. Jeg synes ellers, vi kommer rigtig godt ud til begge halvlege og overholder de aftaler, vi har lavet, og skaber også de chancer, der skal til. Det var en svær situation at være bagud 2-0 ved pausen i en kamp, som vi måske burde have ført med et mål, men jeg synes virkelig, drengene stepper op og vise det rigtige mindset.
Oprejst pande
- De kommer ud med oprejst pande og får også lavet det hurtige mål, og så synes jeg, vi skaber muligheder nok til at få noget ud af kampen, men desværre var det ikke nok i dag, sukkede Mikkel Thygesen, der måtte se de tre point blive i Ishøj.
- Men det fokuserer vi ikke så meget på. Det vi kigger på er os selv. Vi har nogle målsætninger internt på holdet, og det er dem, vi forholder os til. Vi kan ikke gå at kigge på tabellen efter hver eneste kamp. Vi er nødt til at tage en kamp af gangen, lød det fra cheftræneren, der nu skal se frem til kampen mod Middelfart på søndag hjemme i Lollands Bank Park.