Underskud og kritik presser AaB-formand ud

Et katastrofalt regnskab og en hård efterfølgende kritik får nu AaB's bestyrelsesformand, Per Søndergaard, til at tage konsekvensen og trække sig fra posten. Det skriver klubben i en pressemeddelelse.

- Den seneste tids kritik af især min person er ikke befordrende for AaB's fremtid, og det er efter nøje overvejelse min vurdering, at det er bedst for klubben, at jeg stopper og udtræder af bestyrelsesarbejdet. AaB skal have arbejdsro, lyder forklaringen fra Per Søndergaard.

AaB fremlagde for nylig et gigantisk underskud på hele 87 millioner kroner for 2009. Det medførte flere kritiske røster mod bestyrelsesformand Per Søndergaard, og det er derfor, at han nu trækker sig efter fem år på posten.

- Vi lagde i 2003 en strategi, så vi kunne udvide AaB's forretningsområder - herunder styrkelse af egenkapitalen med kapitaludvidelse i såvel 2003 som 2006 - så vi dermed havde mulighed for at satse sportsligt, siger Per Søndergaard.

- Men ikke mindst finanskrisen har i de seneste par år været en hård modstander i forhold til at realisere vores planer, siger han.

AaB afholder ordinær generalforsamling den 26. april, og her udtræder Per Søndergaard formelt fra AaB's bestyrelse sammen med Eigild B. Christensen og Per Lyngby.

- Bestyrelsen vil i god tid inden generalforsamlingen offentliggøre sin indstilling af nye medlemmer til bestyrelsen, hvor Finn V. Nielsen, Ole Mølgaard, Jørn Simonsen og Jesper Møller fortsætter, oplyser AaB i en meddelelse til fondsbørsen.

/ritzau/

Per Søndergaard stopper som bestyrelsesformand i AaB, efter at han er blevet mødt med hård kritik som følge af klubbens gigantunderskud på 87 millioner.

Offentliggjort Sidst opdateret