Undrende rivaler er skuffet over Mourinho-fyring
Premier League-managere kalder fyringen af José Mourinho for et tab for ligaen. Ingen er sikre, lyder det.
Chelseas fyring af José Mourinho vækker stor undren hos flere af portugiserens nu tidligere rivaler i Premier League.
Den 52-årige portugiser gjorde i sidste sæson Chelsea til engelsk mester, men en skidt sæsonstart har et halvt år senere resulteret i en fyring.
Managerne fra West Bromwich, Bournemouth og West Ham er alle overrasket over Chelsea-ledelsens beslutning.
- Jeg var overrasket og på en måde skuffet, siger West Bromwich-manager Tony Pulis.
- Premier League er et sammensurium af forskellige spillestile og karakterer, og han er og har været en af de bedste trænere i verden. En stor karakter, en stor personlighed og et stort tab for Premier League, siger Pulis.
Bournemouth-manager Eddie Howe så tidligere på måneden sit hold vinde 1-0 over Chelsea. Han er lige så overrasket.
- Han vandt ligaen sidste år, så man kan ikke sige, at det ikke fungerede for ham.
- Han har blot været igennem en periode med skuffende resultater. Det er det sværeste tidspunkt at være manager i moderne fodbold. Et resultat kan få holdninger til at ændre sig.
- Man skal have en nøgtern formand og støtte ovenfra, siger Eddie Howe.
Slaven Bilic, der er manager i West Ham, mener, at fyringen er en advarsel til alle trænere.
- Mourinhos afgang viser, at ingen er sikre. Man skal nyde sit job, gøre sit bedste og arbejde hårdt for den klub, man er ansat i.
- Det er et stort tab for ligaen, og Premier League vil savne ham, siger kroaten.
Fyringen af José Mourinho var den femte i den bedste engelske række i denne sæson.
Chelsea indtager en 16.-plads i Premier League hele 20 point efter topholdet fra Leicester.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned