United holder City fra fadet i bovlamt derby
Patrick Dorgu var blandt Manchester Uniteds mest livlige spillere i et tamt derby. Foto: Darren Staples/Ritzau Scanpix
Patrick Dorgu og Rasmus Højlund var med fra start, da Manchester United fik 0-0 mod Manchester City.
Manchester United stod defensivt stærkt i billedet, da holdet søndag spillede 0-0 mod lokalrivalen Manchester City.
Gæsterne blev således holdt nede på et fåtal af muligheder i et generelt chancefattigt opgør uden specielt meget nerve og intensitet.
Rasmus Højlund og Patrick Dorgu startede som henholdsvis frontangriber og venstre wingback for hjemmeholdet, og mens førstnævnte leverede 70 anonyme minutter, var Dorgu anderledes involveret.
Ligesom alle andre aktører på græsset fik danskeren dog intet ud af sine anstrengelser.
Remisen betyder, at City ikke fik udnyttet Chelseas pointtab tidligere søndag. Det detroniserede mesterhold er nummer fem med masser af hold lige i hælene og et point op til Chelsea på fjerdepladsen.
United er nummer 13.
Første halvleg på Old Trafford var en umådelig tam affære uden ret mange højdepunkter.
City havde som ventet bolden mest, men fik meget lidt ud af det. Mere bid var der i United, som truede på omstillinger og efter 20 minutter skabte halvlegens bedste mulighed, som Alejandro Garnacho dog ikke fik ordentlig ram på.
Også Dorgu, Casemiro og Ilkay Gündogan forsøgte sig, men afslutningerne manglede samme kvalitet, som den solbeskinnede eftermiddag i Manchester havde.
Det kom lidt mere gang i den efter pausen, men en meget svagt spillende Phil Foden forspildte i første omgang en kæmpe chance for City, da han tøvede alt for meget og blev tacklet.
Både Foden og Kevin De Bruyne, som spillede sin første kamp, siden hans kommende sommerexit blev meldt ud, leverede præstationer meget langt fra deres topniveau.
Stærkere i billedet stod januartilgangen Omar Marmoush, som midtvejs gennem anden halvleg testede United-keeper André Onana med et hug uden for feltet.
United havde de bedste forsøg i slutfasen af opgøret, men symptomatisk for begge holds sæson endte det i en målløs fuser.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned