United og Zlatan sænker Højbjergs Southampton
Pierre-Emile Højbjerg spillede en fin kamp, da Southampton tabte 0-2 efter to mål af Zlatan Ibrahimovic.
Det var med Pierre-Emile Højbjerg med fra start, at Southampton skulle forsøge at drille Manchester United med verdensstjernerne Paul Pogba og Zlatan Ibrahimovic i fredagens Premier League-kamp.
Manchester United og manager José Mourinho viste med en 2-0-sejr på Old Trafford, at holdet efter alt at dømme skal regnes som en af mesterskabsfavoritterne efter nogle dårlige sæsoner.
Faktisk var der allerede inden kampens begyndelse masser at glæde sig over for United-fansene.
De to nytilkomne spillere Paul Pogba og Zlatan Ibrahimovic havde deres hjemmebanedebut. Der lød da også massive jubelbrøl fra tilhængerne, hver gang de to verdensstjerner rørte ved bolden.
Efter knap 20 minutter var det ellers Southampton, som var tæt på at spille sig frem til en fin chance. Nathan Redmond sendte et indlæg fra højrekanten ind i feltet, som Dusan Tadic var tæt på at nå frem til.
Det var dog hjemmeholdet, der kunne bringe sig foran efter et flot opspil. Wayne Rooney blev sendt i dybden og smed en høj bold ind, som store Zlatan Ibrahimovic på fornemmeste vis kunne heade ind til 1-0.
I kampens første 45 minutter spillede gæsterne fornuftigt, men efter pausen stod der United på det meste.
Zlatan Ibrahimovic fordoblede føringen kort inde i anden halvleg, da han udnyttede et straffespark, som Luke Shaw blev tilkendt efter en tackling fra Jordy Clasie.
Den danske landsholdsspiller Pierre-Emile Højbjerg startede for første gang inde i Premier League for Southampton, og hvis 21-årige Højbjerg var nervøs, var det svært at se.
Den tidligere Bayern München-spiller leverede en sikker og godkendt indsats, og der er grund til optimisme for landsholdet frem mod VM-kvalifikationskampene i efteråret.
Mod kampens afslutning forsøgte Southampton at presse på for en reducering, men gæsterne havde svært ved at nå frem til de helt store chancer.
Efter to kampe har Manchester United to sejre og indtager førstepladsen, inden resten af holdene skal i aktion i weekenden.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned