Anders Lindegaard fik lørdag sin Premier League-debut for Manchester United, da han var med fra start mod Norwich, som blev besejret med 2-0.
Med danskeren som sidste bastion i hjemmeholdets defensiv satte United en ny og imponerede klubrekord, da holdet vandt sin 19. hjemmesejr i træk på Old Trafford.
United-træner Alex Ferguson var efterfølgende pavestolt af sit hold, der med sejren indtager førstepladsen i ligaen, dog med samme antal point som ærkerivalerne og bysbørnene fra Manchester City.
- Rekorden med hjemmesejre er fantastisk, det er en stor rekord, siger Ferguson.
- Spillerne fortjener hele æren for den. De har vist kvalitet, fighterevne og vilje for at forblive ubesejret gennem en så lang periode på hjemmebane, siger han.
Alex Ferguson forklarer også, hvorfor han valgte at starte med den danske målmand i stedet for den nye og dyrt indkøbte spanier David De Gea.
- Der var en mulighed for at spille Anders. Han skal af sted med det danske landshold i denne uge, men kommer sikkert ikke til at spille, mens David sandsynligvis skal spille to gange for det spanske U/21-landshold, siger Ferguson.
Selv var Anders Lindegaard meget stolt af sin første kamp i Premier League:
- Det var endnu en kæmpe drøm, der gik i opfyldelse. Old Trafford er for mig det måske helligste sted i verden. At få debut i Premier League her i dag med cleansheet og en 2-0 sejr er ubeskriveligt, sagde han til People in sport efter kampen.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned