USA's præsident vil drøfte fangeudveksling med Putin
Brittney Griner mangler fortsat at afsone cirka otte års fængsel i Rusland. (Arkivfoto). Foto: Evgenia Novozhenina/Ritzau Scanpix
Joe Biden opfordrer Ruslands præsident til at komme til forhandlingsbordet, så Brittney Griner kan komme hjem.
Den amerikanske basketballspiller Brittney Griner er blevet flyttet til en straffekoloni i Rusland for at afsone sin dom, men hendes egne advokater ved endnu ikke, hvor hun er.
Står det til USA's præsident, Joe Biden, kommer hun ikke til at være der længe.
Han vil have den russiske præsident, Vladimir Putin, til at indlede forhandlinger om en fangeudveksling. Det siger han ifølge Reuters efter det amerikanske midtvejsvalg.
- Mit håb er, nu hvor valget er forbi, at hr. Putin vil kunne diskutere med os og være villig til at tale mere seriøst om en fangeudveksling, siger Biden.
- Min hensigt er at få hende hjem, tilføjer han.
Bidens regering og Det Hvide Hus har gentagne gange kritiseret behandlingen af Brittney Griner i det russiske retssystem.
Den dobbelte OL-guldvinder blev anholdt i en lufthavn i Moskva i februar og sigtet for at være i besiddelse af cannabisolie.
I august fik hun så en dom på ni års fængsel, og den er siden blevet fastholdt af en anden instans i en appelsag. Hun mangler fortsat at afsone omkring otte års fængsel.
Adskillige medier har berettet, at USA har foreslået en fangeudveksling, som også inkluderer den tidligere soldat Paul Whelan, der sidder fængslet i Rusland for spionage.
Rusland ønsker ifølge CNN en tidligere russisk efterretningsofficer ved navn Vadim Krasikov og våbensmugleren Viktor Bout som en del af aftalen.
Krasikov blev i december sidste år ved en tysk domstol kendt skyldig i at have dræbt en tjetjensk separatist i Berlin i 2019. Han er derfor også fængslet i Tyskland, hvilket kan skabe problemer for udvekslingen.
USA's udenrigsminister, Antony Blinken, har kontaktet den russiske ditto, Sergej Lavrov, men indtil videre har det ikke ført til noget.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned