Van der Poel flår foden ud af pedalen og taber til ærkerival
Underlaget kan i cykelcross være så svært at køre på, at rytterne må af cyklen og trække. Her er Wout van Aert i hælene på Mathieu van der Poel i mandagens løb, hvor sidstnævnte trak det længste strå. Foto: David Pintens/Ritzau Scanpix
Wout van Aert trak det længste strå i en spurt, hvor Mathieu van der Poel blev bremset af et uheld.
Selv om landevejscyklingen er på pause, holder stjernerne Mathieu van der Poel (Alpecin) og Wout van Aert (Jumbo-Visma) ikke fri fra konkurrencer.
Mellem jul og nytår deltager de begge i flere løb i disciplinen cykelcross, og tirsdag trak Wout van Aert det længste strå i en spurt mod sin evige rival.
På hjemmebane i belgiske Heusden-Zolder distancerede han Mathieu van der Poel, der i spurten trådte så hårdt, at foden røg ud af klikpedalen, og farten gik af cyklen. Dermed blev spurten aldrig rigtig spændende.
Forinden havde de to stjerner sat løbets øvrige ryttere af, og Mathieu van der Poel havde inden spurten lagt sig ned bag Wout van Aert for at have perfekte betingelser for at tage sejren. Men den gik ikke.
Wout van Aert fik dermed revanche over Mathieu van der Poel, der mandag trak sig sejrrigt ud af en lignende duel i et World Cup-løb i byen Gavere.
I cykelcross køres der på benhårde aflukkede baner, hvor rytterne bliver udsat for at skulle forcere jord, græs, grus, trapper og mudder.
Da Mathieu van der Poel mandag tog sejren, var banen mudret og glat. Tirsdag var føret mere tørt.
De to stjerner kommer oprindeligt fra cykelcross, hvor de begge har været verdensmestre. Siden har de skabt sig store karrierer på landevejen, men kan altså ikke slippe den udfordrende disciplin, som udvikler masser af store talenter.
I øjeblikket hedder verdensmesteren Tom Pidcock. Han kører for Ineos, hvor han på landevejen har hentet store resultater de seneste år. Tirsdag sluttede han på fjerdepladsen.
Onsdag skal stjernerne igen i ilden, når de kører et nyt løb i Diegem.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned