Vandkvaliteten i Seinen skaber igen problemer ved OL
Seinens vandkvalitet har ikke kunnet facilitere et strømlinet OL-program. Her ses triatleterne i aktion tidligere under OL. Foto: David Goldman/Ritzau Scanpix
Tirsdag formiddag blev maratonsvømmernes første træning aflyst. Om blot to dage svømmer de om OL-medaljer.
Den første træning er aflyst for OL's maratonsvømmerne. Årsagen er endnu engang Seinens ringe vandkvalitet.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Der er blot to dage til, at kvinderne begiver sig ud på de ti kilometer, som maratondistancen er. Herrernes konkurrence begynder fredag morgen.
Vandkvaliteten i Seinen har allerede været årsag til flere ændringer i atleternes OL-program.
Tidligere under OL blev mændenes triatlon udskudt med en dag på grund af vandkvaliteten i den omdiskuterede flod.
I mere end 100 år har det været forbudt at svømme i floden, men bystyret i Paris har brugt mange ressourcer på at rense Seinen, så den kunne blive klar til OL.
Der er investeret mere end ti milliarder kroner de senere år på at forbedre vandkvaliteten.
Men det er ikke en nem opgave at holde floden ren. Ved større regnskyl går byens underjordiske afløbs- og kloaksystem over sine bredder. Det medfører, at urenset spildevand løber ud i Seinen.
Dagligt foretages flere test af vandets kvalitet. Det Internationale Svømmeforbund, World Aquatics, fortæller, at den seneste test viste, at niveauet af E.coli svinger "mellem god" og "meget god" på fire parametre.
Men niveauet af enterokokker overstiger den maksimale grænseværdi, skriver Reuters.
På trods af det forventer World Aquatics og OL-arrangørerne, at konkurrencen kommer til at forløbe som planlagt.
Arrangørerne har flere backup-planer klar. Enten kan man afholde konkurrencen for mænd og kvinder samme dag. Ellers kan man flytte konkurrencen lidt uden for hovedstaden til Vaires-sur-Marne.
Arenaen her har både dannet ramme for roning og kano under legene i Paris.
Der er ingen danskere, der stiller op til maratondistancen i svømning.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned