Vejle-angriber efterlyser flere løft i samlet flok
Rasmus Falk fik en tur af Vejles Kjartan Finnbogason i FC Københavns 2-0-sejr i Parken. Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix
Lars Møller/Ritzau Scanpix
Kjartan Finnbogason mener, at Vejle skal spille mere som en enhed efter nederlag til FC København.
Søndag eftermiddag indkasserede Vejle Boldklub sæsonens 13. nederlag i Superligaen, da det blev til 0-2 mod FC København i Telia Parken.
Angriberen Kjartan Finnbogason kom til Vejle i vinterens transfervindue, og han tror, at holdet skal løfte mere i flok.
- Vi har en gruppe fantastiske spillere, men vi skal måske spille mere som en enhed. Det kan være svært med mange forskellige nationaliteter, kulturer og sprog i truppen, siger islændingen.
Vejle har hentet 19 point i 24 kampe, hvilket er to point færre end både Hobro og Vendsyssel.
I de to sidste kampe i grundspillet møder Vejle de to andre oprykkere, Vendsyssel og Esbjerg.
Vejle-træner Adolfo Sormani ser frem til to nøglekampe, og han vil gerne se holdet spille sig væk fra sidstepladsen, inden grundspillet bliver til nedrykningsspil.
- Vi håber meget på, at vi kan komme væk fra sidstepladsen i løbet af de sidste to kampe.
- Selvfølgelig er vi ikke tilfredse med at ligge sidst, men i forhold til vores præstationer mener jeg, at vi fortjener at ligge bedre, siger Sormani.
Trods nederlaget til FCK ser træneren positive ting, der kan tages med videre.
- Vi kan helt klart tage attituden i kampen mod FCK med til de sidste to kampe i grundspillet, siger Sormani.
Også Kjartan Finnbogason finder lyspunkter i nederlaget.
- Vi kan tage rigtigt meget med videre, for der var mange positive ting mod FCK.
- Vi har manglet en succesoplevelse, og det føler jeg lidt, at vi fik imod FCK. Vi kom til Telia Parken og mødte Danmarks bedste hold, men vi spillede alligevel en god kamp, siger Finnbogason.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned