Verdensmester slukker Axelsens OL-gulddrøm
Chen Long var for stærk og disciplineret for Viktor Axelsen i OL-semifinalen. Kineseren vandt i to sæt.
Badmintonspilleren Viktor Axelsen blev besejret i OL-semifinalen i to sæt mod den dobbelte verdensmester Chen Long.
På overbevisende manér sejrede den stærke kineser med cifrene 21-14 og 21-15.
Axelsen skal nu spille om bronze mod kineseren Lin Dan, mens Chen Long skal dyste om guld mod verdensetteren Lee Chong Wei fra Malaysia.
I otte indbyrdes møder inden fredagens opgør var det kun blevet til en enkelt sejr til Axelsen over Chen Long. Det var til gengæld i det seneste møde i Super Series-finalen i Dubai tilbage i december 2015.
Derfor var der håb om en dansk finaleplads, men det kom aldrig tæt på. Dertil var der klasseforskel på dagen.
Danskeren kom ellers godt fra start og var foran 3-0, inden Chen Long stemplede ind med fire point på stribe.
Begge spillere fandt rytmen, men det var det meste af vejen med et lille plus i dansk favør, og med sin anden netruller kunne Axelsen smashe sig på 11-9 midtvejs i sættet.
Axelsen begyndte dog at lave nogle lette fejl, og fra 12-12 rykkede verdensmesteren fra med seks point på stribe. Det endte med kinesisk sætsejr på 21-14.
Også andet sæt blev indledt med danske fejl, og Axelsen famlede febrilsk efter både kvalitet og stabilitet i sit spil.
På den anden side af nettet styrede en disciplineret Chen Long kampen hen, hvor han gerne ville have den, mens Axelsen blev en anelse for ivrig og forsøgte at afgøre pointene tidligt.
Den taktik lykkedes ikke for danskeren, som var usædvanligt upræcis sammenlignet med tidligere i turneringen.
Det var kun i perioder, danskeren for alvor kunne trænge igennem med sine angreb mod den kinesiske mur, hvorfor han konstant haltede efter på pointtavlen.
Chen Long havde også fået et solidt overtag mentalt, og de mange kinesiske tilskuere i arenaen var en god støtte for asiaten.
Nede med fem point ved 9-14 så det svært ud, og det endte med kinesisk sætsejr på 21-15.
Dermed er Chen Long i OL-finalen, hvor han skal møde Lee Chong Wei, mens Axelsen skal spille en bronzekamp mod Lin Dan.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned