- Vi hænger med klarinetten

Det lykkedes ikke Sofie Gummeson at genvinde det danske amatørmesterskab. Nykøbing-bokseren tabte 1-2 til Amalie Manich fra Hornslet i fluevægtsfinalen. Foto: Anders Knudsen

Nykøbing-træner om et skuffende DM i Nordjylland.

Offentliggjort Sidst opdateret

NØRRESUNDBY Der var store forventninger til Nykøbing F. Bokseklubs tre deltagere ved weekendens danske mesterskaber for seniorelite og U/19.

- Hvis vi har lidt held i sprøjten, kan vi godt komme hjem med tre danske mesterskaber, sagde træner Poul Anker Rasmussen til Folketidende inden mesterskabsstævnet.

Optimismen skyldtes, at Nykøbing-bokserne var i fin form.

Men da Nykøbing-delegationen søndag eftermiddag drog retur til Nykøbing, var det uden en titel.

- Så vi hænger med klarinetten, lød det fra Poul Anker Rasmussen, inden hjemturen fra det nordjyske.

Sofie Gummeson, der var direkte i finalen i kvindernes fluevægt (48-51 kg), tabte 1-2 på point til Amalie Manich fra Hornslet.

- Dommen kan diskuteres, men Sofie manglede lidt i tredje omgang, lød vurderingen fra Poul Anker Rasmussen.

Frederik Badenski i weltervægt (64-69 kg) led ligeledes et 1-2-pointnederlag i sin kvartfinale mod Sune Heltberg fra AK Jyden Aalborg.

Afgørelsen var Poul Anker Rasmussen ikke tilfreds med:

- Frederik blev snydt.

Nykøbing F. Bokseklubs tredje DM-deltager, Jeppe Brandt, kom slet ikke i ringen.

Den 18-årige Nykøbing-bokser klarede ikke vægten i weltervægt. Han vejede 400 gram over de tilladte 69 kg, og så var han tilskuer under det tre dage lange DM-stævne.

- Jeppe er en af Danmarks to bedste U/19-weltervægtsboksere, men han er stillet en kamp mod den nybagte danske mester, Leutrin Muli fra Grindsted, i udsigt, hvilket er glædeligt, sagde Poul Anker Rasmussen.