De er ikke gode til at give slip på kvindernes pokaltrofæ i Viborg HK. Med 33-28 sejren i lørdagens pokalfinale over Team Esbjerg har Viborg nu vundet fem af de seks seneste pokalfinaler i håndbold på kvindesiden.
Men selv om Dame Håndbold Ligaens førerhold var storfavoritter til at vinde finalen, var det bestemt ikke nogen nem sejr.
Undertippede Team Esbjerg virkede enormt opsatte på at hente klubbens første titel nogensinde og leverede en indædt fight mod overmagten.
Viborg - der rent geografisk næsten havde hjemmebane i Arena Midt i Kjellerup - var flere gange i kampe oppe med tre-fire mål, og alligevel fik vestjyderne halet føringen ind igen.
Kort før pausen lykkedes det endda for Esbjerg at bringe sig foran 15-14 til stor jubel for de medrejsende fans.
Målscorer var landsholdsemnet Lotte Grigel, der var i forrygende spillehumør på et Esbjerg-hold, hvor også målvogter Kari Aalvik Grimsbø gjorde sit til at bevare spændingen så længe som muligt.
Viborg havde dog teten i anden halvleg, hvor det nok blev afgørende, at holdets træner Martin Albertsen havde flere stærke alternativer til startsyveren på bænken.
Esbjerg forsøgte et sidste comeback ved stillingen 28-24 til Viborg, men nåede aldrig op.
Dermed fik Viborg en lille smule oprejsning for de to klubbers indbyrdes møde i slutningen af oktober, der endte uafgjort 23-23.
Det var Viborgs niende pokaltitel nogensinde. Det er dog to titler færre end den mest vindende klub på damesiden, FIF, der har vundet pokalen 11 gange.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned