Viborg-træner fremhæver klubbens forarbejde
Jacob Friis overtog tidligere på sæsonen efter Lars Friis, som paradoksalt nok var træner for AaB i søndagens duel. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Viborgs sejr i playoffkampen mod AaB sender klubben i Europa for første gang siden årtusindskiftet.
Med søndagens sejr over AaB i Superligaens playoffkamp om en plads i næste sæsons Conference League-kvalifikation blev der skrevet et nyt kapitel i Viborg FF's klubhistorie.
Det er nemlig første gang siden år 2000, at midtjyderne skal spille europæisk fodbold. Selv om cheftræner Jacob Friis kun har tilbragt en halv sæson i klubben, har han således opnået noget stort på kort tid.
- Det er en stor bedrift og en meget positiv ting for Viborg. Jeg vidste godt på forhånd, at det kunne tælles på én hånd, hvor mange europæiske kampe Viborg har spillet.
- Det er en kulmination på mere end de seneste seks måneder. Det er mange spilleres gode bedrifter, og det er en stor indsats fra ledelsen og staben. Det ligger længere tilbage end de seks måneder, men det er dejligt at fuldføre, siger Friis.
Bedriften i Aalborg afrunder en stor sæson for oprykkerne, der tidligt sikrede overlevelse i Superligaen og nu er det første hold nogensinde til at spille sig til europæiske kvalifikationskampe fra nedrykningsspillet i Danmark.
Selv om AaB kom fra mesterskabsspillet i ligaen, havde Viborgs anfører, Jeppe Grønning, en stor tro på, at aalborgenserne kunne slås.
- Jeg synes ikke, at det var en overpræstation. Vi har præsteret til det potentiale, som vi har. Statistikkerne og dataene siger også, at vi hører til i den bedre ende, og vi kom hertil og tænkte, at vi havde en god chance.
- Med al respekt for AaB følte vi, at vi er på niveau med dem. Men det var vores mentale tilstand, der afgjorde det til sidst, siger anføreren.
Viborg endte på en syvendeplads i Superligaens nedrykningsspil, hvilket kvalificerede holdet til playoffkampen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned