Vingegaard mærker feltets respekt for den gule trøje
Jonas Vingegaard fører fortsat med 17 sekunder til Tadej Pogacar i den samlede stilling. Foto: Benoit Tessier/Reuters
Nogle vil altid være ligeglade, men generelt er der respekt i feltet for manden i gult, siger Vingegaard.
Den gule trøje giver vinger, lyder en god, gammel Tour de France-kliché. Men den prestigefyldte trøje giver tilsyneladende også en smule mere plads på vejene.
Jonas Vingegaard fornemmer i hvert fald, at kollegerne i Tour-feltet behandler ham med lidt større respekt, fordi han er løbets førende rytter.
- Jeg mærker, at det er ret meget respekt for den gule trøje. Det gør jeg faktisk. Selvfølgelig vil der altid være nogle, der bare er ligeglade. Sådan er det. Men jeg mærker en respekt, siger Vingegaard.
- Jeg forsøger at nyde hver dag i den gule trøje. Det er den flotteste trøje i cykelsporten i mine øjne. Jeg nyder hvert øjeblik og hver dag, jeg har den, siger han.
Iført den gule trøje sidder han næsten konstant i den forreste del af hovedfeltet på de flade etaper. Teorien er, at der er mindre risiko for at blive rodet ind i et styrt, jo længere fremme man sidder.
På 10 ud af 11 etaper er han kommet i mål blandt de 25 første. Også på onsdagens sprinteretape, hvor et pludseligt regnskyl skabte lidt usikkerhed mod slutningen.
- Hele feltet var nervøst. I Tour de France er det altid mere hektisk end normalt. Men holdet er fantastisk til at holde mig fremme og i sikkerhed, siger Jonas Vingegaard.
Torsdag skal rytterne over fem kategoriserede stigninger. De er dog ikke lange nok, til at etapen kan kaldes en rigtig bjergetape.
De fleste forventer, at vinderen skal findes i et udbrud.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned