Fabian Cancellara og alle de andre store cykelstjerner kan køre gennem Christiansborg, når de til september dyster om den hurtigste tid ved VM i enkeltstart i København.
Men kun hvis der ikke skal afholdes folketingsvalg i samme periode.
Det blev resultatet af torsdagens møde på Christiansborg mellem Folketingets administration, Københavns kommunes Teknik- og Miljøafdeling, samt Danmarks Cykle Union (DCU).
Her fandt parterne et kompromis efter en højlydt strid om VM-ruten.
Først klandrede DCU's direktør Jesper Worre, som er direktør for VM-arrangementet, Folketingets administration for at flytte ruten fra Folketingets hovedtrappe til brostensbelagte Frederiksholms Kanal.
Så forklarede Folketingets formand Thor Pedersen (V), at det ikke er Folketinget, men Københavns Kommune, som ville ændre VM-ruten.
Desuden kom Jesper Worre ikke til et planlagt møde den 14. juni, oplyste Folketingets administration onsdag i en redegørelse.
Men torsdag eftermiddag nåede parterne så frem til et kompromis, der hedder VM foran Christiansborg, hvis der ikke er valg i samme periode.
VM-ruten i enkeltstart forbi Christiansborg er sat til at blive kørt 19., 20. og 21. september, og det kan kollidere med et valg.
Programmet er fordelt over tre dage, fordi der skal konkurreres på tværs af alderstrin og køn.
Mandag 19. september dyster kvindernes juniorer samt mændenes U/23-ryttere, tirsdag 20. september kører mændenes juniorer og de bedste kvindelige ryttere.
De tre første dage af VM rundes onsdag 21. september af med de bedste herrers enkeltstart, hvor blandt andre Cancellara er blandt favoritterne.
Der køres videre i disciplinen VM på landevej fra den 23. til 25. september, men den rute kommer ikke til at køre gennem Christiansborg og er derfor ikke med i problematikken.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie