VM-vraget Vestergaard: Det gør ondt
Jannik Vestergaard har ikke fået et minut på banen i Premier League i efteråret. Foto: Lexy Ilsley/Ritzau Scanpix
Jannik Vestergaard vinker farvel til en drengedrøm og ønsker landsholdet held og lykke i Qatar.
Jannik Vestergaard har spillet 35 landskampe og har været en regelmæssig del af den danske landsholdstrup i en årrække.
Men når Danmark skal føre sig frem ved VM i de kommende uger, må den store midterforsvarer se kampene hjemme i sofaen.
Et efterår, der sportsligt har været lige til skraldespanden, kostede i den sidste ende Vestergaard en plads i den danske trup.
Søndag forsvandt det sidste håb, da landstræner Kasper Hjulmand udpegede de sidste fem VM-spillere, og Vestergaards navn ikke var iblandt.
Det var ikke lige den udvikling, han havde forventet efter sidste års EM-succes, erkender han i et opslag på Instagram.
- For et år siden, da jeg var en del af en historisk slutrunde og senere VM-kvalifikation, havde jeg nok ikke troet, at jeg ville stå i denne situation, men et sportsligt meget uheldigt 2022 senere og her jeg.
- Det gør ondt at måtte vinke farvel til en drengedrøm. At repræsentere Danmark har bragt mig de største oplevelser i min karriere, men dette slag er ikke slutningen.
- Jeg ønsker holdet, staben og alle danske fans en god slutrunde, skriver den vragede forsvarsspiller.
Vestergaard var en del af den danske VM-trup i 2018, men kom ikke på banen i slutrunden i Rusland.
Han har i denne sæson ikke spillet et eneste minut i Premier League for sin klub, Leicester. Ved adskillige lejligheder har han været helt ude af kamptruppen.
Han har kun været på banen i to kampe i Liga Cuppen. Senest i sidste uge, hvor han fik 13 minutter i 3-0-sejren over Newport.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned