Wilbek kræver Prokop udelukket

Uanstændigt, usportsligt og direkte farligt. Landstræner Ulrik Wilbek har ikke svært ved at finde nok grimme gloser om Hypo Niederösterreichs træner, Gunnar Prokop, som torsdag løb ind på banen under en Champions League-kamp og stoppede en spiller fra modstanderholdet Metz. Han fik et rødt kort og forlod smilende banen bagefter.

- Han skal have en etårig karantæne for det, han gør. Og så skulle han i øvrigt udelukkes fra alt håndbold for bagefter ikke at føle anger over det. Jeg synes aldrig, vi skal se ham på en bænk mere, for det er fuldstændig uanstændigt, siger Wilbek.

Stillingen var på det tidspunkt 27-27, og den franske klub kunne have afgjort kampen på den sidste kontrachance, men så kom tacklingen fra Prokop. Det vækker harme og forargelse hos den danske landstræner, der især er fortørnet over to ting.

- Dels reagerer jeg på, at han overhovedet kan finde på det. Men hvad jeg endnu mere reagerer på, er at han ikke føler anger. Han smiler og griner og er godt tilfreds med, at han har gjort det godt for holdet. Det betyder, at han mener, at det er ok, at alle trænere bare løber ind og bremser folk og skaber sindssygt farlige situationer på banen. Det er helt usportsligt, siger Wilbek.

Metz fik efterfølgende et frikast, men udnyttede det ikke, og kampen endte uafgjort.

/ritzau/

Landstræner Ulrik Wilbek er stærkt forarget over Gunnar Prokops opførsel i en Champions League-kamp og kræver, at Prokop bliver udelukket fra al håndbold.

Offentliggjort Sidst opdateret