Caroline Wozniacki har på papiret fået en rigtig god lodtrækning til grand slam-turneringen French Open, som begynder søndag i Paris.
Den danske verdensetter åbner mod veteranen Kimiko Date-Krumm, som godt nok har været i semifinalen på det franske grus tidligere i karrieren.
Men det var helt tilbage i 1995. Nu er japaneren 40 år, og hun burde ikke volde Wozniacki problemer.
I anden runde venter enten den upåagtede japaner Junri Namigata eller en kvalifikationsspiller, mens den 28.-seedede slovak Daniela Hantuchova ligner modstanderen i tredje runde.
I indbyrdes opgør fører Wozniacki med 3-0 i kampe, og danskeren har endnu ikke tabt et sæt til Hantuchova.
Til gengæld ser det ud til at kunne blive drilsk i 1/8-finalen. Ifølge seedningen står Wozniacki til at møde russeren Svetlana Kuznetsova, som vandt French Open i 2009. Men russeren har på det seneste ikke vist god form.
Også Maria Jose Martinez Sanchez er en potentiel modstander i 1/8-finalen. Spanierens varierede spil med stopbolde og en masse finurlige slag har tidligere knækket Wozniacki.
Faktisk fører spanieren med 3-1 i kampe mod Wozniacki, og to af sejrene er endda på grus. Wozniacki vandt dog det seneste møde mellem spillerne tidligere på året i Indian Wells.
I kvartfinalen kan Wozniacki møde sin onde ånd, tyske Julia Görges, som to gange har besejret danskeren på grus i år. Australske Samantha Stosur, sidste års finalist, er også en mulig modstander i kvartfinalen.
Verdens nummer tre, russeren Vera Zvonareva, og den forsvarende mester, Francesca Schiavone fra Italien, er ligeledes i Wozniackis lodtrækningshalvdel, men dem kan danskeren først møde i en eventuel semifinale.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned