Wozniacki kører verdens nummer 80 over i Indian Wells
Caroline Wozniacki udfyldte favoritrollen, da danskeren lørdag spillede sig i tredje runde i WTA-turneringen Indian Wells med sejr over polske Magda Linette. (Arkivfoto). Foto: AP/Kamran Jebreili
AP/Kamran Jebreili
Danskeren bookede sikkert billet til tredje runde i Indian Wells med sejr over polsk kvalifikationsspiller.
Caroline Wozniacki indledte lørdag aften sin deltagelse i den store tennisturnering i Indian Wells med stor succes.
Wozniacki spillede sig uden problemer videre til tredje runde i turneringen med en sejr på 6-3, 6-0 over den polske kvalifikationsspiller Magda Linette.
Dermed har danskeren vundet begge karrierens indbyrdes opgør mod 25-årige Linette, der rangerer som nummer 80 i verden.
Danskeren glædede sig til at komme i kamp igen efter en kort pause ovenpå et mentalt hårdt program i Mellemøsten i februar, hvor hun nåede to finalepladser i turneringer med adskillige regnvejrsafbrydelser undervejs.
Hendes allerførste slag i kampen var et servees, og serven kom således perfekt fra land, men faldt derefter lidt i niveau.
Caroline Wozniacki manglede efter sin kamppause også indledningsvis lidt timing i grundslagene og i servereturneringerne.
Rusten blev dog banket tilstrækkeligt af til at sætte Magda Linette under stort pres under den bagende sol.
Fra servegennembruddet til 3-1 i første sæt var Caroline Wozniacki i førersædet.
Wozniacki slog ikke så mange af de transportslag, hun tidligere har haft for vane, og mod Linette var der god kraft i det meste. Med mange fejl af Magda Linette til følge.
Polakken formåede ikke for alvor at true Wozniackis serv. Wozniacki fik til gengæld det ene servegennembrud efter det andet og strøg til sejren i andet sæt på 34 minutter.
Danskeren hævede niveauet i sin førsteserv og eliminerede fejlene i grundslagene, og i alt varede opgøret en time og 17 minutter.
Caroline Wozniacki er seedet som nummer 13 i Indian Wells, som hun vandt i 2011.
Danskeren har været i finalen i turneringen tre gange. Turneringen rangerer lige under de fire store grand slam-turneringer.
I tredje runde i USA møder Caroline Wozniacki tjekkiske Katerina Siniakova.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned