Wozniacki skal igen spille på sin lykkebane ved US Open
Caroline Wozniackis kvartfinalekamp skal spilles på grand slam-turneringens centre court.
Når den danske tennisspiller Caroline Wozniacki tirsdag spiller kvartfinale ved US Open, bliver det endnu engang på turneringens største arena og desuden i den bedste sendetid på amerikansk tv.
Kampen mod Anastasija Sevastova fra Letland er henlagt til det enorme Arthur Ashe Stadium med forventet start klokken 19 lokal tid eller 1.00 dansk tid natten til onsdag ifølge Reuters.
Det er fjerde gang i træk i dette års turnering, at Wozniacki spiller på anlæggets centre court. Med flere end 23.000 tilskuersæder er det verdens største tennisstadion.
Her har den 26-årige dansker efter en skadesplaget sæson fået pustet nyt liv i sin karriere med sejre over både Svetlana Kuznetsova, Madison Keys og Monica Niculescu.
Efter sejren over Niculescu i tredje runde fortalte Caroline Wozniacki i sit sejrsinterview på banen, hvor meget det betyder for hende at spille på Arthur Ashe Stadium.
- Jeg nyder virkelig at spille her. Det er den bedste bane og de bedste fans i verden. Det gør det hele så meget mere fornøjeligt, sagde Caroline Wozniacki til ESPN.
- Jeg elsker at være her, og jeg er bare glad for, at jeg fik endnu en chance for at spille her. Til hvem der end bestemmer, at jeg skal spille her på banen: Du skal have mange tak, og jeg håber, at jeg får endnu en chance i overmorgen (søndag), sagde hun.
Ønsket blev opfyldt. Og Wozniacki sendte verdens nummer ni, amerikaneren Madison Keys, ud af turneringen.
Hvis det bliver fire sejre på stribe på danskerens "lykkebane", skal hun op mod tyskeren Angelique Kerber eller Roberta Vinci fra Italien i en semifinale.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned