1000 fanger flygtede fra fængsel i Congo

Bevæbnede mænd angreb onsdag et fængsel i den sydøstlige del af Den Demokratiske Republik Congo (DRCongo) for at befri en tidligere militsleder, siger lokale myndigheder.

Samtidig slap næsten tusind fanger ud af fængslet.

- Otte bevæbnede og maskerede mænd kom ud af en minibus og benyttede sig af besøgsdagen til ubemærket at få adgang. De åbnede ild mod politiet og de militære vagter og dræbte to, siger Dkianga Kazadi, der er indenrigsminister i Katanga-provinsen.

Han tilføjer, at 152 af de i alt 967 undvegne fanger er taget af politiet igen.

De to dræbte er en politibetjent og en ung mand, der besøgte sin bror i fængslet.

/ritzau/Reuters

Angreb et fængsel i DRCongo for at at befri militsleder - op mod tusind fanger slap med ud.

Offentliggjort Sidst opdateret