1000 personer hjælper med slukning af 83 svenske skovbrande
Skov til en værdi af 600 millioner svenske kroner er gået op i røg i forbindelse med skovbrandene i Sverige. Foto: Maja Suslin/Ritzau Scanpix
Maja Suslin/arkiv/Ritzau Scanpix
Skovbrandene i Sverige spreder sig nu over et område på mere end 200 kvadratkilometer.
Antallet af skovbrande i Sverige fortsætter med at stige.
Således har SOS Alarm, der driver det svenske 112, fredag aften opjusteret antallet af "brande i åbent terræn" til 83.
Fredag morgen lød antallet på 52.
Og derfor er det også et yderst presset svensk beredskab, der forsøger at få styr på de ødelæggende brande. Det fortæller Dan Eliasson, der er generaldirektør i MSB, den samlende myndighed for svenske beredskaber.
- Vi befinder os i den måske mest alvorlige og sværeste situation, som svensk redningstjeneste har stået i, lyder det ifølge det svenske nyhedsbureau TT fra Dan Eliasson ved en pressekonference fredag.
I alt deltager omkring 1000 personer i arbejdet med at slukke brandene.
Samtidig hjælper restauranter og borgere til - blandt andet ved at servere mad for de udsendte brandmænd. Flere landmænd har angiveligt også ombygget traktorer, så de nu fungerer som små brandbiler.
Brandene spreder sig over mere end 20000 hektar eller 200 kvadratkilometer. Det svarer cirka til størrelsen på den danske ø Møn.
Det betyder samtidig, at skovbrandene spreder sig over et større område end de brande, der hærgede i Västmanland i sommeren 2014. Dengang blev det endelige slukningsarbejde først afsluttet i marts 2015.
Fire af de 83 brande, der lige nu er registreret i Sverige, anses for at være så voldsomme, at de ikke kan slukkes. De forsøges derfor blot begrænset.
SOS Alarm oplyser fredag aften, at man det seneste døgn har modtaget omkring 12.000 alarmopkald fra borgere. Det er en smule lavere end lørdag, hvor omkring 13.000 svenskere ringede i forbindelse med skovbrandene.
Ifølge TT er skov til en værdi af 600 millioner svenske kroner allerede gået op i røg i forbindelse med brandene.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned