100.000 flygtninge i Darfur får hjælp fra FN
En lastbilkolonne med over 100 ton nødhjælp er på vej til hen ved 100.000 mennesker, der er drevet på flugt i den vestsudanske provins Darfur.
Lastbilerne har tæpper, vand, mad og medicin med til de mange flygtninge, der er tvunget fra deres hjem efter nye uroligheder i det nordlige Darfur ved byerne El Fasher og El Sireaf.
- Vi sender godt 100 ton forsyninger af sted, siger Damian Rance, talsmand for FN's humanitære agentur, OCHA.
Den seneste uro i Darfur kommer efter et blodigt sammenstød for få dage siden ved en guldmine, som flere lokale arabiske klaner gør krav på.
Ifølge hjælpeorganisationer var sudanske hærofficerer også indblandet i uroen, der angiveligt kostede over 200 mennesker livet, og som omgående førte til frygt for nye sammenstød.
I kølvandet på uroen forlod tusinder deres hjem af frygt for nye blodige sammenstød.
Damian Rance siger, at konflikten om guldminen er den afgørende årsag til, at de mange mennesker er flygtet fra deres hjem.
- Antallet af flygtninge er meget bemærkelsesværdigt, siger han.
Der går et sted mellem fire og fem dage, før hjælpekolonnen når frem til de nødlidende.
Lastbilerne skal gennem uvejsom terræn for at nå frem til det ørkenområde, hvor flygtningene holder til.
- Der er meget koldt i ørkenområdet. Derfor er tæpper vigtige, da børn og voksne sover i det fri, siger Damian Rance.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie