Der kom fredag nye gode tegn på, at den amerikanske økonomi er på vej mod en genopretning, da arbejdsløshedsprocenten faldt til 8,6 procent i november, hvilket er det laveste niveau i to og et halvt år.
Den nye jobrapport viser, at 120.000 kom i arbejde i november, oplyser det amerikanske arbejdsministerium. Tallene er i overensstemmelse med økonomiske iagttageres forventninger om en stigning på 122.000.
Den moderate fremgang blev understreget ved, at der kom korrektioner på tallene fra september og oktober, hvor i alt 72.000 flere end tidligere antaget kom i arbejde.
Mens en del af faldet i ledigheden skyldes, at mange forlader arbejdsmarkedet, så er der også indikationer på, at der er sket en solid fremgang i beskæftigelsen.
Det var ventet, at ledigheden ville forblive på 9 procent.
- Arbejdsmarkedet er gradvist ved at komme sig. Det går langsomt, men vi tager små skridt i den rigtige retning, siger økonomen Ryan Sweet, ved Moody's analysecenter i West Chester, Pennsylvania.
Herhjemme siger chefanalytiker i Danske Bank, Allan Von Mehren, at de amerikanske jobtal er et vidnesbyrd om, at økonomien er på vej til at rejse sig efter nedturen i første halvår.
- Væksten er dog fortsat i den moderate ende i et historisk perspektiv med forventet cirka 2,5 til 3 procent i fjerde kvartal.
- Og amerikansk økonomi kæmper stadig med store problemer i forbindelse med et meget presset boligmarked og et massivt underskud på statsfinanserne, som skal rettes op i de kommende år og som uundgåeligt vil tynge væksten, siger Allan von Mehren.
- Men dagens rapport var endnu et lys i mørket for amerikansk - og dermed også global - økonomi, tilføjer han.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned