17-årig sigtet for at kaste dreng ud fra museumstag i London
En ambulancehelikopter ses her lette fra kunstmuseet Tate Modern i London søndag eftermiddag. Museet blev først lukket ned og siden evakueret, efter at en seksårig dreng var faldet fem etager ned. En teenager er anholdt på mistanke om drabsforsøg. Foto: Daniel Sorabji/Ritzau Scanpix
Daniel Sorabji/Ritzau Scanpix
En 17-årig dreng skal tirsdag møde op ved en ungdomsdomstol i Bromley sigtet for drabsforsøg på Tate Modern.
En 17-årig dreng er blevet sigtet for drabsforsøg, efter at han angiveligt kastede en seksårig dreng ud fra en tagterrasse på 11. sal på kunstmuseet Tate Modern i London søndag.
Teenageren skal møde for en ungdomsdomstol i Bromley tirsdag. Det rapporterer Sky News.
Den seksårige dreng faldt fra en åben tagterrasse ned på et tag i sjette sals højde. Han blev bragt med helikopter til et hospital i London.
Mandag oplyste politiet, at drengen er i stabil, men kritisk tilstand.
- Betjente fortsætter med at arbejde hårdt for at fastlægge omstændighederne omkring gårsdagens hændelse, skrev politiet i en meddelelse.
- Den seksårige drengs tilstand forbliver den samme, og betjente støtter hans familie.
Der er ifølge politiet ikke noget, der tyder på, at den 17-årige og den seksårige kendte hinanden.
Den seksårige er fransk og var på besøg i London med sin familie.
- I øjeblikket efterforskes dette som en isoleret hændelse uden et tydeligt motiv, oplyste politiet mandag.
En ansat på museet, som den britiske tv-station BBC har talt med, har fortalt, at der var "en hel del vidner", der så drengen falde fem etager ned søndag eftermiddag.
Museets sikkerhedsvagter lukkede dørene, indtil politi og redningsmandskab ankom til stedet.
Efter at drengen var faldet ned fra tagterrassen, blev den nu anholdte teenager deroppe.
Politiet opfordrer vidner til at stå frem, hvis de har set noget.
Tate Modern var i 2018 den mest besøgte turistattraktion i Storbritannien med 5,9 millioner gæster. Det viser tal fra den britiske turistindustri ifølge BBC.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned