17 mennesker dør i ulykke med dobbeltdækkerbus i Thailand
Thailands veje er nogle af de mest dødelige i verden. Billedet her er fra en busulykke i Doi Saket-distriktet nord for Chiang Mai i december 2015.
Foto: Scanpix/Thailand Out - - Afp Photo / Arkiv
Scanpix/Thailand Out - - Afp Photo / Arkiv
De dræbte var på vej hjem fra ferie, da deres bus kørte ind i et træ i det nordøstlige Thailand onsdag aften.
Mindst 17 mennesker er dræbt i en busulykke i Thailand. 33 andre er såret.
Det oplyser myndighederne torsdag.
Ulykken skete onsdag aften lokal tid i provinsen Nakhon Ratchasima i den nordøstlige del af landet.
Dobbeltdækkerbussen kørte af vejen og direkte ind i et træ.
Der var i alt omkring 50 passagerer om bord på bussen. De var på vej hjem fra ferie.
- Det nuværende dødstal er 17, og 33 er såret, siger en unavngiven embedsmand fra redningstjenesten i Nakhon Ratchasima.
Billeder fra lokale medier viser flere ligsække ved siden af bussen, som ligger på siden.
Blandt de 33 sårede er 10 i kritisk tilstand og modtager behandling på et nærtliggende hospital, oplyser den unavngivne embedsmand.
Lederen af afdelingen for katastrofeforebyggelse i provinsen fortæller, at buschaufføren tilsyneladende mistede kontrollen over bussen, da den kørte på en nedadgående strækning.
- Bussen er revet over i to dele, siger han.
Ifølge det lokale politi tyder det på, at bussens bremser fejlede.
Thailands veje er nogle af de mest dødelige i verden. Hvert år mister omkring 24.000 mennesker livet i trafikken i Thailand. Det viser tal fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO.
Over halvdelen af alle ulykker involverer motorcyklister, cyklister eller fodgængere. Dog er busulykker også almindelige.
I november sidste år blev 13 mennesker fra Myanmar dræbt, da deres varevogn kolliderede med en lastbil i det centrale Thailand og brød i brand.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned