170 migranter til søs er savnet
Det er både som denne, som migranter bruger til at krydse Middelhavet. Foto: Jon Nazca/Reuters
Jon Nazca/Reuters
To både fra Libyen og Marokko er muligvis kæntret på Middelhavet. 170 personer er savnet.
Omkring 170 migranter er savnet i Middelhavet, efter to både tog ud fra Libyen og Marokko mod Europa.
Ifølge Den Internationale Organisation for Migration (IOM) lykkedes det fredag de italienske myndigheder at redde tre personer fra vandet, da den ene af bådene kæntrede.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
IOM oplyser, at de tre personer havde fortalt, at der havde været 120 personer i båden.
Herunder ti kvinder og to børn, hvoraf den ene kun var to måneder gammel.
- Efter 10 til 11 timer til søs kæntrede båden og folk druknede, siger talsmanden for IOM, Flavio Di Giacomo.
Talsmanden tilføjer, at det angiveligt var personer fra Vestafrika, der sad i båden, da den kæntrede.
Det var et italiensk militærfly, som var ude for at patruljere over havet, der først spottede den synkende båd.
Det lykkedes en helikopter fra et nærliggende skib at redde de tre personer, der har afgivet forklaring til myndighederne.
Alle tre var nedkølede efter at have ligget i vandet. De blev fragtet til den italienske ø Lampedusa.
En anden båd, der sejlede ud fra Marokko, skulle ifølge Reuters også være forsvundet.
Her skulle 53 personer være om bord.
En person, som er blevet reddet op fra Middelhavet, har ifølge Reuters fortalt, at båden kæntrede ved Alboranhavet.
Lørdag meldte organisationen Sea-Watch, at den havde reddet 47 personer fra en båd i Middelhavet, som var kommet fra Libyen, skriver Reuters.
Ifølge IOM mistede 2297 migranter livet eller forsvandt i Middelhavet sidste år, hvor i alt 116.959 personer ankom til Europa efter en tur over havet.
I løbet af de første 16 dage af 2019 er der ankommet 4449 personer til Europa, hvoraf størstedelen ankom til havs. I samme periode sidste år ankom 2964 personer.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie