23 dræbt i kampe mellem Syriens hær og oprørere
Militante med støtte fra Tyrkiet forsøgte at trænge ind i et område kontrolleret af syriske regeringsstyrker.
23 mennesker er dræbt i kampe mellem den syriske hær og tyrkisk-støttede oprørere i det nordøstlige Syrien søndag.
Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr).
18 pro-tyrkiske krigere og fem syriske soldater blev dræbt i kampene, som fandt sted i Hasakeh-provinsen. Flere blev såret.
Sammenstødene skete, da tyrkisk-støttede oprørere forsøgte at trænge ind i området Tal Tamr. Det er kontrolleret af Syriens hær.
Det fik regeringshæren og soldater fra den kurdiskledede gruppe Syriske Demokratiske Styrker til at reagere, meddeler Sohr.
Sohr har base i Storbritannien og overvåger situationen i Syrien via et netværk af kilder og aktivister.
Tal Tamr ligger tæt ved et grænseområde, der kontrolleres af Tyrkiet og dets allierede.
Siden 2016 har Tyrkiet flere gange stået bag angreb mod kurdiske styrker i det nordlige Syrien.
Det har ført til, at Tyrkiet i dag kontrollerer dele af grænseområdet på den syriske side.
Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, har gennem længere tid haft ønske om at etablere en form for sikkerhedszone langs hele grænsen, der går 30 kilometer ind på syrisk territorium.
I stedet blev der i 2019 med hjælp fra Rusland indgået en aftale om, at syriske regeringsstyrker indsættes i grænseområdet. Til gengæld indstillede Tyrkiet en tidligere offensiv.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned