29 dømt for at stå bag Filippinernes værste politiske massakre
Her ses retslokalet, hvor dommen over de mange tiltalte blev afgivet 19. december. Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Handout/Ritzau Scanpix
I 2009 blev 57 mennesker dræbt, da en konvoj på vej til at registrere en guvernørkandidat blev angrebet.
En filippinsk domstol har dømt en række personer skyldige i at stå bag den værste politiske massakre i landets historie.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
57 mennesker blev i 2009 dræbt i angrebet, som menes at være udtænkt af den indflydelsesrige Ampatuan-familie for at sætte politiske rivaler ud af spillet. Dommen har været længe ventet.
Dommer Jocelyn Solis fandt i alt 29 hovedmistænkte skyldige i at have været med til at planlægge massakren.
De 29 hovedbagmænd fik henholdsvis livstid og 40 års fængsel uden prøveløsladelse, skriver nyhedsbureauet dpa.
De dømte tæller blandt andre den tidligere borgmester Andal Ampatuan Jr. og hans to brødre.
Derudover blev 15 yderligere personer erklæret medskyldige i angrebet og dømt til mindst seks års fængsel.
Angrebet fandt ifølge Reuters sted, da en konvoj med medlemmer af en rivaliserende klan til Ampatuan-familien var på vej til at registrere en kandidat til et guvernørvalg.
Det udviklede sig til et sandt blodbad, som angiveligt blev udført af Ampatuan-familiens private hær.
Blandt de omkomne var både konen og andre familiemedlemmer til den rivaliserende kandidat samt 32 journalister og andre mediearbejdere.
De blev ifølge Reuters henrettet tæt på en landevej og begravet med deres køretøjer i et stort hul, der blev udgravet af en gravemaskine.
I alt 101 personer var på anklagebænken, skriver Reuters. Flere blev frikendt på grund af manglende beviser. Det gjaldt flere medlemmer af Ampatuan-familien.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned