290 franske atomsprænghoveder kan blive Europas nye værn mod Rusland

Frankrig besluttede i 1950'erne, at landet skulle have egne atomvåben. Billedet er fra 1971 og viser en fransk prøvesprængning af en atombombe på Mururoa-atollen i Fransk Polynesien. (Arkivfoto). Foto: Afp Photo/Ritzau Scanpix

Det mere usikre forhold til USA har fået Frankrig til at lufte tanker om at lade franske atomvåben værne Europa. Læs her om franske atomvåben og deres historie.

Offentliggjort Sidst opdateret

Skal atomparaplyen over Europa slås ud i den franske hovedstad, Paris?

Det er ikke længere en fjern tanke, efter at forholdet mellem Europa og USA under præsident Donald Trump er ændret markant.

Europæiske politikere tvivler åbent på, at USA vil komme Europa til hjælp, uanset musketereden i Nato.

Det har fået Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, til at åbne en debat om, hvorvidt Frankrigs atomarsenal skal bruges til at beskytte hele Europa.

Under Den Kolde Krig og i tiden derefter har det været USA's atomarsenal, som har fungeret som såkaldt atomparaply for Europa.

Et arsenal, der har holdt først Sovjetunionen og siden Rusland i skak med atombalancen. Eller bare afskrækkelsen, som den også kaldes.

Ingen bruger atomvåben, for sker det, svarer modparten omgående igen, og så er der ragnarok.

Måske bliver det fremover Macrons og ikke Trumps arsenal, som skal afskrække andre fra at angribe Europa.

Læs mere om situationen og Frankrigs atomarsenal:

* Hvor stort er Frankrigs atomarsenal?

290 sprænghoveder. Frankrig bruger årligt 5,6 milliarder euro på at holde dem ved lige, skriver Reuters. Det er 42 milliarder kroner.

USA har 5225 sprænghoveder og Rusland 5580, det højeste antal for et land.

Frankrigs atomvåben er placeret i ubåde og på fly.

* Har USA atomvåben i Europa?

I en skarp situation bliver Frankrigs atomvåben affyret fra ubåde eller krigsfly. Frankrig har fly af modellen Rafale, der er i stand til at affyre atommissiler. Billedet er Rafale-fly på dækket af det franske hangarskib "Charles de Gaulle" den 4. marts i Singapore. Det vides ikke, om flyene her kan bruges til at affyre atomvåben. Foto: Roslan Rahman/Ritzau Scanpix

Ja. Eksperter anslår ifølge det tyske nyhedsbureau dpa, at USA har 100 atombomber i Europa på baser i Tyrkiet, Italien, Holland, Belgien og Tyskland.

Nogle af dem menes at være på en luftbase i Büchel i delstaten Rheinland-Pfalz i Tyskland.

I en skarp situation er det planen, at de skal bruges af tyske krigsfly.

* Hvorfor har Frankrig atomvåben, når USA beskytter os?

France 24 skriver, at Frankrig udviklede atomvåben på grund af manglende tillid til USA. Den opstod i 1956, da USA tvang Frankrig og Storbritannien til at opgive deres erobring af den strategiske Suez-kanal.

Et ydmygende tilbageslag for to lande, der tidligere var store kolonimagter.

Frankrig besluttede at udvikle egne atomvåben for at beskytte sine vitale interesser.

Den nye franske atomdrevne ubåd "Duguay-Trouin" er her fotograferet den 28. marts 2023 på flådebasen i Cherbourg i det nordlige Frankrig, kort før den blev indsat i tjeneste. Frankrigs atomvåben bliver også affyret fra ubåde. Foto: Handout/Ritzau Scanpix

* Har Frankrig en atomdoktrin?

Ja, og den er defensiv. Den skal afskrække potentielle aggressorer ved at opretholde et troværdigt atomforsvar. Men arsenalet holdes på lavest mulige niveau for stadig at kunne fungere. Det skal kun bruges i selvforsvar i ekstreme tilfælde.

Frankrig har afvist at stille arsenalet under Natos kommando. Alle sprængladninger er på fransk territorium.

* Kan Frankrigs atomvåben erstatte USA's i Europa?

Det er ikke givet. Så skal doktriner og strategi ændres.

- I den nuværende situation er de franske og britiske atomstyrker en del af den amerikanske, udvidede afskrækkelse. Men de vil ikke udgøre en brugbar løsning, hvis USA's atomstyrke pludselig trækkes tilbage, vurderer Center for Strategiske og Internationale Studier i Washington D.C. ifølge Reuters.

- Frankrig og Storbritannien giver ikke udvidede afskrækkelsesgarantier på samme måde, som USA gør i Nato.

Den Røde Plads i Moskva den 9. maj 2024, da Rusland markerede den såkaldte Sejrsdag. Det er den dato, hvor meddelelsen, om at Nazityskland havde overgivet sig, nåede Moskva. Hvert år viser Rusland sit militær frem i en parade. På billedet er det interkontinentale Yars-missiler, som kan fremføre atomvåben. Foto: Alexander Nemenov/Ritzau Scanpix

* Hvad sker der nu?

Præsident Macron har åbnet diskussionen om en fransk paraply. Men der er ikke forslag om at udskifte amerikansk med fransk afskrækkelse.

Analytikere siger til Reuters, at Frankrigs allierede måske kan deltage i øvelser i forbindelse med det franske arsenal.

Frankrig har Rafale-fly, som kan bære atommissiler. Disse fly kan udstationeres rundt om i Europa for at skabe "strategisk tvetydighed" for Rusland.

Det kan også komme på tale, at andre europæiske lande hjælper Frankrig med udgifterne til at opretholde atomarsenalet.

Det sluger lige nu omkring 15 procent af Frankrigs militærudgifter.

/ritzau/

Hvad siger Rusland?

* Rusland har ikke taget pænt imod meldingen fra Frankrigs præsident, Emmanuel Macron. En udvidelse af den franske atomafskrækkelse er en "trussel", siger Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov.

- Selvfølgelig er det en trussel mod Rusland. Hvis han ser os som en trussel og siger, at det er nødvendigt at bruge atomvåben, at han forbereder at bruge atomvåben mod Rusland, så er det selvfølgelig en trussel.

* Dmitrij Peskov, talsmand for Kreml:

- Frankrig vil have krigen til at fortsætte.

Kilde: AFP.

/ritzau/

Den franske præsident, Emmanuel Macron, har åbnet debatten om, hvorvidt Franske atomvåben måske skal til at beskytte resten af Europa også. Foto: Ludovic Marin/Ritzau Scanpix
Verdens atomsprænghovede. Foto: WER/Free

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu