33 omkommer i skovbrand i Sydsudan
Billedet viser et skovområde i Sydsudan. (Arkivfoto) Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
33 personer er døde, og yderligere 60 er i kritisk tilstand efter en skovbrand i Sydsudan.
En skovbrand i Sydsudan har kostet 33 mennesker livet.
Det oplyser en talsmand for landets præsident, Salva Kiir Mayardit, skriver Reuters.
Fire landsbyer skal være ramt af skovbranden i området Bahr el Ghazal, der ligger i det vestlige Sydsudan.
Talsmanden beretter også, at yderligere 60 personer er såret og i kritisk tilstand efter branden, der begyndte søndag.
Landet forventer, at dødstallet vil stige de kommende dage.
- De skadede modtager lægehjælp, men det er vanskeligt, fordi området ligger afsides, sagde præsidentens pressesekretær, Ateny Wek Ateny, mandag aften.
Informationsminister Mathok Wal fortæller tirsdag, at skovbranden har ødelagt 138 huse i et nærliggende område. 10.000 kvæg er også døde.
Sydsudan er i forvejen et land præget af katastrofelignende forhold.
En FN-rapport, der blev offentliggjort i februar, advarede om, at omkring 60 procent af befolkningen - næsten syv millioner mennesker - risikerer stor fødevareusikkerhed i maj, juni og juli.
FN-organisationerne FAO, Unicef og WFP berettede i marts, at 860.000 børn under fem år lider af alvorlig underernæring.
Landet har i flere år været præget af borgerkrig, og krigshandlinger står ifølge organisationerne stadig på, selv om en en fredsaftale fra september ellers skulle have afsluttet borgerkrigen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned