40 døde er fundet i bombet boligblok i Dnipro i Ukraine
40 dræbte er indtil nu gravet fri af murbrokkerne efter et af de hidtil dødeligste angreb mod civile i et almindeligt boligkvarter i Dnipro i det centrale Ukraine. Foto: Clodagh Kilcoyne/Reuters
Det svenske EU-formandskab betegner missilangreb på et boligkvarter i Dnipro som en krigsforbrydelse.
Antallet af dræbte ved et russisk missilangreb i Dnipro steg mandag til 40, da flere lig blev fundet i murbrokkerne efter et af de hidtil dødeligste russiske angreb mod civile i et almindeligt boligkvarter i det centrale Ukraine.
Det svenske EU-formandskab kalder angrebet i Dnipro for en "krigsforbrydelse".
- Den svenske regering fordømmer i de stærkeste vendinger Ruslands fortsatte angreb mod civile i Ukraine, herunder lørdagens missilangreb på en boligblok i Dnipro, siger den svenske statsminister, Ulf Kristersson, som kalder det "et forfærdeligt angreb".
- Angreb på civile med fuldt overlæg er krigsforbrydelser. De ansvarlige vil blive draget til ansvar, siger den svenske regeringschef ved et pressemøde i Stockholm sammen med EU's præsident, Charles Michel.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, fordømmer almindelige russeres tavshed efter missilangrebet mod Dnipro, som han betegner som "terror" fra russisk side.
- Jeres feje tavshed og jeres forsøg på at "vente og se", hvad der vil ske, vil kun ende med, at de samme terrorister en dag kommer efter jer, sagde Zelenskyj søndag.
Han bemærkede, at Ukraine har modtaget mange sympatitilkendegivelser fra andre dele af verden efter det blodige angreb i Dnipro.
Zelenskyj oplyser, at en 15-årig pige er blandt de dræbte. Desuden er to børn ifølge de foreløbige meldinger blevet forældreløse.
De ukrainske myndigheder siger, at det var et missil af typen Kh-22, som ramte boligblokken. Det er fra sovjetæraen og er kendt for at være upræcist, og så er det af en type, som det ukrainske forsvar ikke er i stand til at skyde ned.
Kremls talsmand, Dmitrij Peskov, nægter, at Rusland stod bag angrebet, og han hævder, at de russiske styrker kun går efter militære mål. Kreml henviser til en ikke underbygget påstand på sociale medier om, at Ukraines eget luftvåben skal have ramt boligblokken i Dnipro.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned