800 turister har været fanget ved Machu Picchu siden tirsdag
Strandede turister ses her onsdag foran togstationen i Machu Picchu, der er lukket som følge af protester i landet. Foto: Jesus Tapia/Ritzau Scanpix
De mange turister er fanget ved foden af et bjerg, fordi togtrafikken er indstillet grundet protester.
Næsten 800 udenlandske turister har siden tirsdag været strandet i Perus berømte Machu Picchu-region.
Det sker, fordi togtrafikken er blevet indstillet som følge af voldelige protester i landet efter afsættelsen og anholdelsen af ekspræsident Pedro Castillo.
Det oplyser peruanske embedsmænd ifølge nyhedsbureauet AFP.
De mange turister er fanget i en landsby ved foden af det bjerg, hvor Machu Picchu ligger.
Inkabyen Machu Picchu er den vigtigste turistattraktion i Peru og er på Unescos verdensarvsliste.
En israelsk turist ved navn Gale Dut fortæller, at han er ude af stand til at vende tilbage til byen Cusco for at tage et fly ud af landet.
- Jeg er sammen med mine børn. Det her er et problem, siger han til AFP.
En belgisk turist, der kalder sig Walter, fortæller, at han ikke ved, hvordan han skal komme hjem, hvis han ikke kan komme tilbage til Cusco og derfra med et fly til hovedstaden Lima.
Togforbindelsen, der normalt går mellem den berømte inkaby og Cusco, der er det antikke imperiums hovedstad, er den eneste måde at komme til Machu Picchu, der ligger cirka 110 kilometer væk.
Togforbindelsen blev indstillet tirsdag som en del af de protester, der begyndte i Cusco mandag.
Her gik demonstranter på gaden. Nogle angreb offentlige bygninger, mens andre forsøgte at indtage byens internationale lufthavn.
Cuscos borgmester, Darwin Baca, bad regeringen om humanitær hjælp og efterlyste helikoptere til at hjælpe med at evakuere turister fra USA, Mexico og Spanien.
Det skriver AFP.
Peru blev i sidste uge kastet ud i en krise, da daværende præsident Castillo forsøgte at opløse Kongressen og styre via et dekret.
I stedet blev han anklaget for højforræderi og anholdt, da han var på vej til den mexicanske ambassade for at søge tilflugt.
Dina Boluarte, der var Castillos vicepræsident, blev hurtigt taget i ed som hans afløser.
Boluarte har haft svært ved at dæmpe spændingerne, også selv om hun har foreslået at fremrykke det næste parlamentsvalg fra 2026 til december 2023.
Onsdag aften skrev det danske udenrigsministerium på sin hjemmeside, at al trafik til og fra lufthavnen i Cusco samt jernbanenettet til og fra Machu Picchu er lukket. Også lufthavnen i Arequipa er lukket.
Samtidig oplyses det, at kørsel til og fra det sydlige Peru til Lima fortsat er vanskeligt på grund af lukkede veje.
- Undgå at bevæge dig ud på hovedvejene, hvis du opholder dig i en større by, hvor du ellers føler dig tryg og har mulighed for indlogering, skriver Udenrigsministeriet.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned