99,9 procent af alle tiltalte i Kina bliver dømt
1000 blev kendt "ikke skyldig" ved en kinesisk domstol sidste år, mens 1,2 millioner fik den modsatte melding.
Ved kinesiske domstole er chancen for at blive frikendt i en retssag stort set ikke eksisterende, hvis man sidder på anklagebænken.
Det fremgår af nye tal fra Kinas højesteret.
Ifølge nyhedsbureauet AFP blev i alt 1039 tiltalte personer kendt "ikke skyldig" i løbet af hele 2015. Modsat blev 1,23 millioner mennesker kendt "skyldig" i anklagen.
Det svarer til en domsrate på 99,92 procent.
Tallene kommer fra en årsrapport, som Zhou Qiang, den øverste leder for den kinesiske højesteret, har fremlagt.
Kinas myndigheder har tidligere lovet at reducere antallet af forkerte domfældelser. Tallet fra sidste år minder dog meget om resultatet fra 2014, hvor 778 blev frikendt i en retssag, mens 1,18 millioner blev dømt.
Så sent som i februar blev fem mænd frikendt for drab, efter at de havde siddet i fængsel for forbrydelsen i to årtier.
Kinesiske domstole "korrigerede" i alt 1357 domme i 2015.
Samtidig viser årsrapporten ifølge Reuters, at der er sket en eksplosiv stigning i antallet af terrordømte.
I alt blev 1419 mennesker dømt for forbrydelser mod statens sikkerhed, herunder terrorangreb og separatistiske aktiviteter.
Zhou Qiang sammenlignede ikke selv tallene med tidligere opgørelser, men ifølge Reuters viser årsrapporten for 2014, at antallet er fordoblet på blot et år.
I 2014 blev 712 mennesker dømt for separatisme- og terroraktiviteter. Det var dengang en stigning på 13,3 procent i forhold til 2013.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned