Abe udskriver japansk valg et år tidligere end forventet
Japans premierminister har mandag udskrevet valg. Samtidig har Tokys populære guvernør stiftet et nyt parti.
Japans premierminister, Shinzo Abe, har udskrevet valg mere end et år tidligere, end valget ellers skulle have været afholdt.
Valgudskrivelsen kommer, på et tidspunkt hvor Shinzo Abe oplever stigende støtte i Japan, der lige nu ligger i hård strid med Nordkorea.
- Jeg vil opløse underhuset 28. september, siger Shinzo Abe.
Det er første skridt på vej mod valget, der forventes at skulle afholdes sidst i oktober. Ifølge nyhedsbureauet Reuters falder valget 22. oktober.
Situationen mellem Japan og Nordkorea er spændt for tiden, som følge af at nordkoreanerne har affyret raketter med retning mod Japan.
Efter en tid med mindre gode meningsmålinger er billedet vendt for Abe, der har formået at fremstå som en stærk leder i konflikten med Nordkorea.
En meningsmåling foretaget af Nikkei giver Abes Liberale Demokratiske Parti (LDP) 44 procent af stemmerne.
Det Demokratiske Parti, der er i oppositionen, står til otte procent af stemmerne. Det samme gør et nyt parti med navnet Håbets Parti. Partiet er startet af den populære kvindelige guvernør i Tokyo, Yuriko Koike.
- Det her bliver en ny bevægelse, der er formet af medlemmer, der går ind for reformer og konservatisme.
- Vi vil skabe et Japan, hvor der er håb for alle om, at i morgen helt sikkert bliver bedre end i dag, siger Yuriko Koike.
Hvis Shinzo Abe vinder valget i oktober, bliver det hans fjerde periode som premierminister i Japan.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned